hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

småpjecer, som var blevet beslaglagt”. Efter J.P. Nielsens mening var det
“uforsvarligt af disse kredse at føre en sådan politik, idet resultatet må
blive en reageren på tysk side som f.eks. nu rettelsen til Kronikas redegørelse”.
Efter J.P. Nielsens mening kunne man ikke slå ned på f.eks. Nordschleswigsche
Zeitungs artikler om at betragte Slesvig som et hele med krav
om “frit spil” med henblik på en senere afstemning, når sådanne skriverier
i virkeligheden var startet fra dansk side. J.P. Nielsen nævnte eksplicit
Svend Johannsens navn i denne forbindelse.
M.h.t. Propagandaministeriets rettelse “bør man ikke se bort fra, at
nævnte ministerium gerne skal have en sensation hver dag”, mente J.P.
Nielsen. “For nylig var det det tyske mindretal i Czekoslovakiet og det
tyske mindretal i Litauen, det gjaldt – derimod taler man ikke om Tyrol,
heller ikke om Polen”. Men det skulle i og for sig ikke undre J.P. Nielsen,
“hvis det nu er det tyske mindretal i Danmark, som skal slås op”.
Han var enig med Munch i, at der burde herske ro i pressen om disse
spørgs mål; “men visse artikler bør der gives svar på, således den for nylig
i Völkischer Beobachter fremkomne vedrørende sønderjydernes uhyre
valutatab. Tier man fra dansk side til sådanne artikler, skabes der såvel
modvilje som dårlig stemning”.
Den konservative Ole Bjørn Kraft ville gerne vide, om Propagandamini
steriets nu udsendte erklæring måtte betragtes som et nyt standpunkt
eller alene måtte opfattes som en reaktion, fremkaldt af de tyske
ledere i Sønderjylland. “Ligegyldigt hvordan forholdene er, kan rettelsen
ikke opfattes som andet end, at man fra tysk side mener, at der eksisterer
et grænsespørgsmål”, og Ole Bjørn Kraft spurgte i den forbindelse udenrigsministeren,
om der for ham forelå udtalelser eller andet, som tydede
på ny tysk aktivitet i grænsespørgsmålet. Han mente i øvrigt, at det “ville
være uheldigt, om den danske presse ganske fortiede den udsendte rettelse,
idet den oprindelige erklæring var blevet behandlet så indgående”.
Munch mente nok at kunne fastslå, at Berndt var “blevet provokeret til
at fremkomme med sin rettelse til redaktør Kronikas fremstilling af den
oprindelige samtale”. Hvordan det danske udenrigsministerium og den
danske presse skulle forholde sig til Stollig-affæren var endnu genstand
for nogen debat. Venstres Oluf Krag udtalte, at Udenrigsministeriet burde
give en rent saglig fremstilling af Stollig-sagen, og m.h.t. hovedspørgsmålet
– rettelseserklæringen – kunne “det slås fast, at man deraf bør lære:
1) At grænsen ikke kan og bør diskuteres fra dansk side, og 2) At Kronikas
første redegørelse ikke skulle være slået op i det omfang, det skete”.
Ole Bjørn Kraft gav Krag ret i, at Kronikas referat af samtalen den 26.
august 1937 ikke burde være blevet slået op, som det skete; men man kan
ikke se bort fra baggrunden for referatet, nemlig forbudet mod Der Schleswiger,
hvilket “gjorde skridt, som de af redaktør Kronika foretagne, naturlige”.
Kun var det efter Ole Bjørn Krafts mening en “meget stor fejl, at
redaktør Kronika ikke havde fået sit referat godkendt i Propagandaministeriet,
inden han offentliggjorde det” [hvad han faktisk havde, forf.].
J.P. Nielsen mente ligefrem, at det var uheldigt, at “redaktør Kronika optrådte
og blev betragtet som en slags gesandt”.
688