hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Kracht på sin side forstod ikke, at Ernst Christiansen kunne tage sig
pjecen så nær; den havde udelukkende historisk karakter, og hvad angik
mindretallet som sådan, så var han personligt tilhænger af reel frihed –
også under de nye politiske forhold i tyskland.
Ernst Christiansen anførte, at “ånden” fra afstemningskampen stadig
levede – og at han ikke fandt sig i at blive ærekrænket; heller ikke med
metoder som dengang. i den tidlige afstemningstid havde mindretallet
måttet finde sig i Speck-tilråb, fordi man hjalp underernærede tyske
børn; da hjælpen dernæst blev begrænset til udelukkende danske børn,
måtte man finde sig i endnu flere Speck-tilråb. Ernst Christiansen forstod
udmærket, at tysk forfængelighed og æresfølelse var blevet krænket ved
versailles-traktaten, men mindretallet var heller ikke gået fri for krænkelser;
f.eks. havde Flensburger Nachrichten i sin tid opfordret til at overfalde
ham, når han talte i landdistrikterne, og i sin skoletid havde han måttet
høre på, at Preussen havde “befriet” hans hjemstavn i 1864 – da hans
egen far havde kæmpet på dansk side på Dybbøl. På det seneste havde
nu Karl Alnor og SHB genoptaget krænkelserne fra dengang.
Kracht mente, at Ernst Christiansen selv havde givet anledning til angrebet;
og Claus Eskildsens Dansk Grænselære var efter Krachts mening ikke
bedre end Schleswig und Versailles, hvis det kom an på det. Heroverfor anførte
Ernst Christiansen, at det i betragtning af, hvad der blev udgivet på
tysk om Slesvigs historie, vel kun var rimeligt, at det danske folk og den
danske ungdom gennem danske udgivelser fik en grundvold og en tro på
fremtiden.
Samtalen mellem de to havde på dette tidspunkt varet fem kvarter; da
Ernst Christiansen rejste sig for at gå, tog Kracht igen fat på spørgsmålet
om slesvig-holstenerne, hvortil Ernst Christiansen smilende svarede:
“Det er den gamle historie, de er vort værste mareridt og skulle stå os
nærmest”. 89
Som Ernst Christiansen så det, tydede meget, deriblandt den sidste pjece
om grænsen, udgivet af Schleswig-Holsteiner Bund, på “en celle med Ernst
Schrøder, Alnor, redaktør Michel i Slesvig, som med mere eller mindre held
søger at smede den gamle slesvig-holstenisme og nationalsocialismen nord
for Elben, Wallroth, dr. Kracht, lohse og stedfortræder Ehlers, sammen til
en slesvig-holstensk grænseflytningsfront. Flensborg Avis anses for en af de
vigtigste hindringer og skal om muligt af vejen”. Dette var i hvert fald Ernst
Christiansens vurdering, men “hvad d’herrer kan udrette, ved jeg ikke”. 90
Ernst Christiansens analyse var meget præcis. Men nu var han i modsætning
til tidligere ved at blive bekymret – og mere forsigtig. Allerede
i oktober 1936 havde han afvist en kronik af thorkild gravlund, der gik
skarpt i rette med den danske nazisme, som efter gravlunds mening var
ved at udvikle sig til en “radikal tyskerkurs” med “forsoning for enhver
pris”. gravlund tog det pænt, og var enig med Ernst Christiansen i, at
avisen ikke måtte “udsættes for nogen som helst fare”. 91 og midt i januar
1937 måtte Ernst Christiansen med beklagelse afvise et indlæg fra gudmund
Schüttes hånd; han var “blevet betænkelig ved at offentliggøre De-
552