hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

– måske kun lige akkurat 50-60% – hvorved det genvundne ville være en
temmelig usikker gevinst, når Tyskland med tiden atter blev stærkt. Udelukkedes
derimod byen fra 1. zone, så ville det efterlade et så beskedent
tysk mindretal i Nordslesvig, at det – med en noget uheldig formulering
af H.P. Hanssen fra 9. november 1918 – nok lod sig “opsuge”, altså assimilere,
i løbet af et par menneskealdre. 73 Aabenraa-fløjen arbejdede nøje
sammen med den danske Radikale regering – H.P. Hanssen blev endog
optaget som minister – og havde opbakning ikke alene hos regeringens
støtteparti, Socialdemokratiet, men i praksis også langt ind i Venstre og
endda – til dels – i Det Konservative Folkeparti.
Flensborg-bevægelsen baserede sine krav på den gamle Paragraf 5 fra
1866. Ved de første rigsdagsvalg til Det nordtyske Forbund i 1867, der
fandt sted på det tidspunkt, da Paragraf 5 burde være blevet ført ud i livet,
havde Flensborg haft et lille dansk flertal – ved valget til den grundlovgivende
forsamling i februar 1867 på 52,7% og ved det egentlige rigsdagsvalg
i august på 50,7%. Flertallets beskedne beskaffenhed blev dog
så godt som aldrig nævnt i agitationen. I de mellemliggende 53 år var
byen blevet fortysket, en udvikling, som Flensborg-bevægelsen navnlig
tilskrev indvandringen af landsfremmede preussiske embedsmænd. At
udelukke Flensborg fra en genforening i 1920 var efter dette synspunkt
at belønne den tyske erobrer for den hensynsløshed det var, igennem 54 år
ikke at have opfyldt de danske slesvigeres berettigede og traktatlige krav
på en afstemning ifølge Paragraf 5. Flensborg-bevægelsen ville så at sige
skrue tiden tilbage til det tidspunkt, hvor afstemningen burde have været
afholdt. 74 Det var for øvrigt ikke kun Flensborg, der med tiden havde fået
tysk flertal, indvendte Flensborg-folkene – det samme kunne siges om
Sønderborg og Aabenraa, uden at nogen drømte om at udelukke disse to
byer fra den sikre 1. zone – og Tønder havde allerede i 1864 været stærkt
tysksindet. De så dog bort fra, at de nævnte byer var ganske små og desuden
– i modsætning til storbyen Flensborg – havde et stort og næsten
rent dansksindet opland, der kunne majorisere byernes tyske stemmer.
Modstanderne af Aabenraa-standpunktet indvendte desuden, at der
– siden H.V. Clausen næsten 30 år tidligere, efter en længere nedgangsperiode
for danskheden, havde indsamlet sit materiale – var sket en genvækkelse
af og en tilvækst til danskheden i Flensborg og Mellemslesvig,
på samme måde som også Nordslesvig op til Første Verdenskrig havde
oplevet det. H.V. Clausens tal var altså forældede. Blandt andet Andreas
Grau havde i årene før krigen gennemrejst Mellemslesvig og der påbegyndt
et dansk arbejde, hvis vækst kun var blevet stoppet af krigsudbruddet.
Man kunne ifølge dette standpunkt ikke bare overlade en falden
dansk skanse til fjenden; slet ikke, når den allerede så småt var i færd
med at blive tilbageerobret. Det var desuden et springende punkt, hvordan
de flensborgske arbejdere ville stemme i et valg mellem dansk og tysk.
En del af dem nærede danske sympatier og havde endnu i begyndelsen
af 1880’erne kunnet mobiliseres for den danske kandidat Gustav Johannsen,
men var ved rigsdagsvalget i 1886 i stort tal blevet socialdemokrater
og havde stemt på SPD. Det var de dog ikke nødvendigvis blevet tyske
56