hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ændende i ånden og opfordres ved enhver lejlighed til at være det. Man gør på tysk side
krav på ret til at hverve nationalt. Godt, vi nægter dem ikke retten hertil – vi kræver den
også selv, – men man må også forstå, når vi retter en indtrængende henstilling til det eneste
store, med al magtfuldkommenhed udrustede tyske partis ledelse om at indskærpe sine
tillidsmænd, at den økonomiske side, at den sociale hjælp må holdes strengt adskilt fra
hvervningen for tysk sindelag og nationalsocialisme, at det, som overborgmester Sievers i
sin tid indskærpede sine embedsmænd, er forbudt at bruge disse ting til at lægge pres på
folk [fremhævet i originalen, forf.].
Den danske befolkning, som uden sensation udadtil har rettet henvendelse til de
pågældende steder, håber, at partiledelsen såvel som forvaltnings myndighederne
vil trække linjen klart og skarpt op her.
Som der blev nævnt ved en forhandling, er det små, for de vældige tyske sammenslutninger
ligegyldige tal, man kan tage fra os, men for os betyder disse tal
måske alt. Hvis ikke den atmosfære af ængstelse, som i virkeligheden er opstået,
eftertrykkeligt fjernedes, ville det heller ikke gavne indstillingen nord for grænsen
over for det tyske mindretal, og det ville skade det arbejde for mere mellemfolkelig
forståelse, som fra dansk side gøres ved denne grænse.
Det skete har fyldt danske sydslesvigere med sorg. Vi har alligevel loyalt gjort
vort for at forebygge, at modsætningerne skærpes. Vi gør regning på, at parti og
stat, der står jævnbyrdigt på tysk side, vil hjælpe os med at få det vanskelige forhold
klaret og fastlagt, så at gentagelser umuliggøres. Det vil være i begge parters
interesse. Det vil svare til de retningslinjer, Tyskland og Polen har fastlagt i
mindretals-spørgsmålet. Det vil svare til det tyske mindretals kår i Danmark. Det
vil svare til den respekt for vor livsret, som den tyske Fører atter og atter har understreget
som sin vilje”.
Den offentlige påkaldelse var i direkte modstrid med de retningslinjer,
som både Gauleiter Lohse og overborgmester Ernst Kracht havde indskærpet
året før: Enten klagede mindretallet til myndighederne, som så
ville behandle sagen. Eller det bragte sagen frem i offentligheden og lod
myndighederne i fred med dets klager. Artiklen kunne opfattes som en
udfordring til Hinrich Lohse, men den var nu snarere et udtryk for, at
mindretallet nu var bragt i en så fortvivlet situation, at det ikke så andre
muligheder end at påkalde sig offentlighedens hjælp.
Dette skete endnu i begyndelsen af 1938 under påkaldelse af den tyske
Fører. Hitler holdt på netop samme tid en stor fredstale til Rigsdagen.
Flensborg Avis hæftede sig den 20. februar 1938 navnlig ved følgende passager
om de tyske mindretal uden for rigets grænser:
“Vi ved nøje, at der næppe kan tænkes nogen grænsedragning i Europa, som tilfredsstiller
alle. Men så meget vigtigere måtte det være at undgå unødige plagerier
af nationale mindretal for ikke til sorgen over den politiske adskillelse oven
i købet at føje lidelsen ved at blive forfulgte på grund af sit tilhørsforhold til et
bestemt folkeliv. At det er muligt ved god vilje her at finde vejen til udjævning
henholdsvis afspænding, er bevist”.
Dette princip for behandling af nationale mindretal måtte naturligvis og-
734