hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ændres. Aftaler mellem store og små lande gennemføres, fra dag til dag handles
der i stort format, og verden over dannes nye fronter. Hvad gør Danmark, hvad
gør Norden? Snakkes der kun? Mener man ikke tiden kommen til at handle for
at trygge sin fremtid? Regner man at have menneskealdre til langsom udvikling,
hvor hver dag kan bringe nye afgørelser? Tidens ansvar er tungt, men tidens
muligheder er også store. Skal der ikke nu dannes et nordisk neutralitets­ og forsvarsforbund,
som hævder og værger sin uafhængighed af alle magtgrupper i verden,
værger sin frihed og fred, bringer de største ofre for at styrke sin front og i ord og
dåd viser sin redebonhed til at bygge bro over kløfterne mellem folkene? Aldrig
har der været større muligheder for et flammende opråb til den nordiske ungdom,
større muligheder for at få de nordiske folk i tale for ansvarsbevidst dåd til
fælles tarv. Lad de styrende se til, at der handles i rette tid!” 138
I en leder den 7. april 1939 hedder det uddybende:
“Et stærkt Norden, som kan værge sig selv, synes os en nødvendighed. Enhver
forsømmelse i den retning kan betyde en indbydelse til fremmede voldsmænd,
kan betyde en opmuntring af de instinkter, man i Norden netop ivrer imod. Men
Norden skal og vil ikke levne tvivl om, at det ikke ønsker nogen magtudvidelse
på andre folks bekostning. De nordiske folk ønsker uden for deres enemærker
ikke anden magt end den, som de i fredeligt kappestræb kan skaffe sig i verden
i kraft af deres ånd og dygtighed, og al den indre og ydre kraft, som de kan udfolde,
vil de sætte ind for fredens sag.
På den måde synes vi, at der ikke er tale om opgivende at slå sig til ro, hvor
andre folkeslag løber på banen, men der er tale om en erobrerfærd i det højeste
ideals tjeneste, om en undsigelse af krig og vold, om fremgang for løsenet front
og bro”.
Den 3. maj 1939 tilbød Hitler flere nabolande, herunder de nordiske lande,
en ikke-angrebspagt. Der blev påbegyndt forhandlinger de nordiske
lande indbyrdes, men de førte ikke til enighed. Den 12. maj 1939 skrev
Ernst Christiansen ængsteligt i en epistel, at flere danske og nordiske aviser
havde erklæret, at hvert af de nordiske lande måtte handle i overensstemmelse
med sin egen interesse:
“Naturligvis, men de enkelte nordiske landes egen interesse skulle bydende kræve,
at de handler samlet, i sluttet front. Mange danske er kede af disse dages antydninger
og håber og kræver, at ikke den nordiske samling brydes, første gang
den skal stå sin prøve. Det er samlingen, der skal gøre hvert enkelt land stærkere,
og netop samlingen vil understrege viljen til fred og økonomisk og kulturel brobygning”.
Men der blev ikke opnået en enig nordisk holdning til spørgsmålet. Norge
og Sverige mente ikke, at en ikke-angrebspagt med Tyskland harmonerede
med en ligelig neutralitet i forhold til England. Ernst Christiansen
beklagede i en UNG-leder den 18. maj 1939 den Nordiske halvhed: Det forefaldne
havde virket “dybt nedslående i vide danske kredse, ikke alene i
de mest nordisk indstillede, men i de danske kredse, der tynges af tanken
på Danmarks fremtid”.
Ernst Christiansen var skuffet: “Har vi været for højt oppe i vore nordi-
785