hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

den 26. august 1937 mødte Kronika så op på Bades kontor i Propagandaministeriet.
59
Fra tysk side deltog i mødet ministerialråd Berndt og overregeringsråd
Bade. Alfred Ingemar Berndt var – i Jacob Kronikas beskrivelse “en
ung mand i en høj stilling”. Han bar titlen ministerialråd, men havde ikke
nogen egentlig faglig uddannelse. Han var “en naivt troende nazist”, der
havde gået den slagne gang fra Hitler-Jugend over i SS. “Han elsker den
fine, sorte uniform og ses knapt nok i andet tøj. Berndt ser godt ud. Man
vil sikkert kunne betegne ham som en iøjnefaldende køn yngling; velskabt,
høj, kraftig, ‘sportslig’. Og alligevel er der i hans smukke ansigt et
træk af vemod, af usikkerhed, af veghed”. Berndt kendte Hitler personligt
og havde endog tilbragt en ferie sammen med ham i Obersalzberg.
En vigtig ung mand, med andre ord. Ifølge Kronikas senere vurdering
handlede Berndt “efter en slags forførelse fra Flensborg og Kiel” – han
var altså udelukkende et højtplaceret redskab for Gauleiter Lohse, Ernst
Kracht og Ernst Schrøder, og Kronika undrede sig over, at Berndt “ikke
med så meget som en antydning” havde indviet ham i det tilstundende
forbud. 60
Helt så uskyldig var Berndt nu ikke, og den amerikanske journalist
Louis P. Lochner beskriver Berndt væsentligt mindre elskværdigt som
“en temmelig stupid ung avisreporter, som gjorde en usædvanlig karriere
under Goebbels, idet han var en typisk ja-mand. Han blev under
krigen knyttet til Rommels hær som en slags personlig spion for Goebbels
og var én af hans mest betroede hjælpere. På grund af hans påståede
homoseksuelle tilbøjeligheder fik han blandt udenrigskorrespondenterne
øgenavnet Rös’chen”. 61
Overregeringsråd Wilfried Bade var chef for Propagandaministeriets
tidsskriftsafdeling. I den amerikanske journalist William Shirers beskrivelse
fra februar 1936, da Bade endnu var leder af Propagandaministeriets
afdeling for udlandspressen, var han “en fanatisk nazi-karrieremager”.
62 Heller ikke her er Kronika enig med sin amerikanske kollega: “Jeg
har kendt Bade betydeligt længere end Berndt. Han har gennem årene
vist mig en del fortrolighed, og han har også gjort mig en og anden tjeneste.
Wilfried Bade er digter; han har nu og da givet mig et novelle- eller
essay-manuskript for at høre min bedømmelse. Vi har ofte faktisk med
stor åbenhed på begge sider talt sammen om tidens problemer og om
vort arbejde”.
I betragtning af Bades formentlig førende rolle i den forudgående
Alnor-affære må fortroligheden dog siges at have haft sine begrænsninger.
Her som andre steder bedømte Kronika sine medmennesker efter en
sort/hvid skala uden at have blik for mellemtonerne.
Heller ikke Bade havde indviet Kronika i Der Schleswiger-forbudet på
forhånd. 63 Det var – som Kronika i sin gengivelse ikke lægger skjul på –
dumt, for nu havde d’herrer tilsyneladende gjort noget så eftertrykkeligt
i de udenrigspolitiske nælder, og efter Kronikas egen beskrivelse af situationen
at dømme, har han nydt at kunne være behjælpelig.
Ifølge Kronikas referat af mødet den 26. august 1937, dateret den 4. sep-
598