hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Der er på denne baggrund næppe noget at sige til, at Flensborg Avis forsøgte
at holde en lav profil – og anspore dansk presse til at gøre det samme.
I Udenrigsministeriets Pressebureau konstaterede man den 20. april
1933, at Flensborg Avis “for tiden” skrev “med bomuld om penneskaftet.
Frygten for et forbud står at læse mellem linjerne, men at avisen under
den forhåndenværende situation udviser forsigtighed er jo i øvrigt kun
rimeligt og naturligt, selvom man må beklage, at bladet er under tryk og
tvang”. 89 Næsten hver eneste uge løftede Ernst Christiansen pegefingeren
advarende over for dansk presse, enten i form af en passende dansk
– ofte ministeriel – udtalelse, der kunne bringes i citat, i form af en lille
epistel – eller direkte i en ledende artikel: “Sensation om Tyskland står på
dagsordenen i mange landes presse”, hedder det for eksempel i en typisk
epistel på forsiden den 17. maj 1933. “Med vældige overskrifter males de
værste muligheder på væggen. De enkelte blade sætter dog de indløbne
rygter og meddelelser op på meget forskellig måde. Under alle omstændigheder
er tiden meget alvorlig også for Tysklands nabolande. Godtkøbs
hoveren og forhastede domme er ikke på deres plads. Den forstandige
danske presse vil tjene både det danske folks og hele menneskeslægtens
tarv bedst ved så vidt muligt at behandle stillingen roligt og sagligt skelne
mellem pålideligt nyt og en sensation, der bygger på rygter og gisninger”.
90
Faldt end de fleste af Ernst Christiansens stadige formaninger over for
dansk presse på stengrund, så høstede de dog stor påskønnelse i det danske
udenrigsministerium. Lejlighedsvis diskuteredes avisens formaninger
mand og mand imellem i udenrigstjenesten. Konsul Larsen sendte den
12. februar 1936 et udklip af dagens Flensborg Avis til Udenrigsministeriet.
“Naturligvis har redaktionen ret. Vi, der bor i udlandet, føler næsten daglig,
hvor lidet gavnlig de danske hovedstadsblades rabalder-journalistik
er for Danmark. Men kan der gøres noget?” 91 A.J. Poulsen svarede – med
en i grunden temmelig præcis analyse af årsagen til fænomenet:
“Ak ja, hvem er ikke enig med dig og Flensborg Avis om dette fænomens fordømmelighed!
Man kunne måske også fristes til at sige: dets barnagtighed – som en
flok smådrenge, hvis højeste livsytring er frembringelsen af den størst mulige
larm. Denne særlige form for støjplage er jo af amerikansk oprindelse, og den er
vel indført i tro på, at den giver forretning, at den, der kan råbe højest, kaprer
de fleste kunder. Dette synspunkt gør ikke sagen selv mere tiltalende, men hænger
jo sammen med den kendsgerning at driften af et stort bladforetagende i vor
tid først af alt er en forretningsvirksomhed. Men dermed er også sagt, at ondet
er vanskeligt at modvirke. Kunne man endda henvise til sikre eksempler på, at
en bladforretning kan trives vel uden den megen støj. I dansk presse er vel de
to mest fremtrædende eksempler på en stilfærdig journalistisk opsætningsteknik
Jyllandsposten og Flensborg Avis, og af disse er vel det ene en meget fin forretning,
men det andet – omend af særlig grunde – til gengæld en meget dårlig, så disse
eksempler har ingen slagkraft. Selv om det med sandhed kan siges, at rabalderjournalistikken
ikke blot gør skade udadtil, men også indadtil virker fordærveligt
ved at oprive den hjemlige læseverdens i forvejen tilstrækkeligt belastede nerver,
tror jeg ikke det ville nytte at give sig til at prædike moral. Der ymtes for tiden
230