hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

udbrud i 1914 fornyede den danske regerings behov for at vejlede den
rigsdanske presse. Denne vejledning blev dog i første omgang foretaget
direkte af daværende departementschef i Udenrigsministeriet Herluf
Zahle, der senere blev Danmarks gesandt i Berlin.
Pressebureauet blev vakt til live igen i efteråret 1916, denne gang under
ledelse af pressemanden Marinus L. Yde, der ligesom Aage Friis politisk
hørte til i Det Radikale Venstre. Med stor energi omorganiserede og
udbyggede han bureauet, og han fik blandt andet knyttet presseattachéer
til de fire væsentligste danske gesandtskaber i udlandet: Berlin, London,
Paris og Washington. 7 I 1920 blev Marinus Yde generalkonsul i Hamborg,
men vedblev, som vi skal se, at sende gode råd til Udenrigsministeriet
om, hvordan den danske presse burde opføre sig over for Tyskland.
Under verdenskrigen 1914­1918 blev det pålagt den danske presse at
udvise en streng, ligelig neutralitet, og der blev navnlig slået ned på meddelelser
om sønderjyske forhold og ikke mindst på gisninger om Sønderjyllands
eventuelle skæbne efter et tysk nederlag. 8 Det var i sagens natur
den danske regering meget om at gøre, at pressen ikke formidlede det
indtryk, at Danmark sad på lur ved Kongeåen og ventede på en passende
lejlighed til at generobre Slesvig, eller at pressen på anden vis provokerede
Tyskland til at foretage sig skridt over for Danmark.
Denne politik havde til gengæld den omkostning, at mange sønderjyder
følte sig forladt og svigtet af Danmark, hvis presse tilsyneladende
ikke gad ofre mange linjer på deres skæbne og fremtid. Franz von Jessen,
der under krigen var korrespondent for Nationaltidende i Frankrig, gav senere
udtryk for stor bitterhed over, at dansk presse således var hermetisk
lukket for enhver efterretning og enhver ytring om Slesvig. Det var ifølge
von Jessen “en censur, udøvet af skyklappede vigtigpetere”, der havde
“bygget en mur omkring dansk offentlig mening og gravet kløft mellem
danskerne nord og syd for grænsen”. For eksempel i en artikel, der redegjorde
for Frankrigs krigsmål: “Befrielsen af Alsace­Lorraine, Polen og
Slesvig”, blev ordet “Slesvig” simpelt hen strøget af den danske telegramcensur,
inden den nåede frem til pressen. Ingen danske læsere, hverken
nord og syd for Kongeåen, fik således at vide, at også Slesvig var på den
europæiske dagsorden. 9 Det ville nemlig kunne opfattes som provokerende
af et stadigt mere mistroisk Tyskland, hvis Slesvigs skæbne debatteredes
åbent i den danske presse. De tyske myndigheder udstedte desuden
flere gange af den ene eller den anden grund indførselsforbud mod danske
aviser. 10 Den danske krigscensur ophørte først den 24. februar 1919. 11
Pressebureauets virksomhed under afstemningskampen er et kapitel for
sig og skal ikke behandles indgående her. Man opererede i begyndelsen
af 1919 med en plan om at oprette et særligt pressekontor i Sønderjylland
under afstemningskampen. Det skulle ligge først i Aabenraa, indtil afstemningen
havde fundet sted i 1. zone, og dernæst flyttes til 2. zones hovedby,
Flensborg. Formålet med kontoret var at vejlede de repræsentanter
for udenlandsk og indenlandsk presse, hvis tilstedeværelse i landsdelen
under afstemningskampen man forventede. Det fremgår ikke af over­
92