hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ler med det onde. Nationalsocialisternes ensretning tilstræbte, at enhver
tysk folkefælle tilmeldte sig diverse partiorganisationer – der til gengæld
tilbød folkefællen forskellige fordele. Dette medførte, at også de danske
hjem blev opsøgt af partitillidsmænd, der udsatte dem for et stærkt pres.
Allerede i foråret 1934 var omkring 80 børn blevet ommeldt til tysk skole
som følge af pres på forældrene. Den nazistiske politik over for danskerne
var at tilstå dem tilsyneladende kulturel frihed, samtidig med at der diskret
blev arbejdet på at decimere mindretallet, der – mente man – dybest
set hørte hjemme i tyskheden.
Det var navnlig på skoleområdet, at mindretallets enkelte medlemmer
blev udsat for pres. Både for mindretallet selv og dets modstandere var
antallet af børn i de danske skoler et direkte måleligt parameter for det
daglige arbejdes succes: Jo flere – h.h.v. færre – danske skolebørn, jo bedre.
Det var især partiorganisationerne, der gjorde sig skyldige heri, men
parti og stat var så tæt sammenvævede, at det kun vanskeligt lod sig gøre
at holde myndighederne ansvarlige for ting, embedsmænd foretog sig i
deres egenskab af partitillidsmænd. 25
Mindretallet klagede via sit generalsekretariat til myndigheder og partiorganisationer,
men uden stort held. Det var ofte først, når der opstod
offentlighed om en sag, at mindretallet havde en chance for at opnå lettelser,
forbedringer – eller blot, at truende udsigter kunne afværges. Men
var der noget, som det slesvig-holstenske nazistiske embedsapparat var
overfølsom over for, så var det offentlighed. Thi så blev sagen gjort til
genstand for behandling i danske medier; derved belastedes det udenrigspolitiske
forhold mellem Danmark og Tyskland, hvorefter Auswärtiges
Amt uvægerligt greb ind og irettesatte slesvig-holstenerne i ét eller
andet omfang. Flensborg Avis og Der Schleswiger fremlagde, når der forelå
en klagesag, helt rutinemæssigt hele sagsforløbet, aftrykte akter og skrivelser
fra forskellige myndigheder, forsøgte at opnå afgørelser, der kunne
bruges principielt – og pegede på uoverensstemmelsen med førerens ord
om mindretalsfrihed. Det irriterede grænsetyskerne enormt.
Artiklen om “vore børn” førte til, at redaktør L.P. Christensen den 10.
juli 1937 blev kaldt op på dr. Krachts kontor til en samtale desangående.
Kracht ville tale med L.P. Christensen, som han kendte “som rådsherre”,
om ”den sidste tids hændelser og omtalen af dem i den danske presse.
(...) Jeg kunne have bragt sagen på tale i et lukket rådsmøde, men jeg har
alligevel syntes, at vi to kunne drøfte den alene”, udtalte Kracht ifølge
L.P. Christensens samtidige optegnelser. 26 Kracht lagde altså op til en fortrolig
samtale med den person på Flensborg Avis, han kendte bedst – og
kendte som en besindig mand.
Samtalen mellem de to er interessant af flere grunde; i denne sammenhæng
navnlig fordi den meget tydeligt viser, hvordan Ernst Kracht så på
offentlig kritik, der kom frem i Flensborg Avis og Der Schleswiger, af den
tyske fremfærd imod mindretallets forhold i almindelighed – og imod
ham i særdeleshed. Også Kracht var klar til konfrontationen, og han gjorde
det i hvert fald klart, at han ikke ville finde sig i offentlig kritik i min-
579