hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

gælder den såkaldte nordiske tanke i Tyskland og baltiske planer, at det så
at sige gælder Tysklands gode navn”. Hvis der ikke netop på grænsen
mellem Danmark og Tyskland skulle kunne arbejdes på voksende tillid
og respekt for nabofolkenes ret, hvor skulle det så være muligt henne?
“Netop her må og skal der gøres en begyndelse, og Europa følger med i
udviklingen her”. Dette var, som Ernst Christiansen så og ønskede det,
front og bro i praksis.
De danske syd for grænsen havde haft en god oplevelse, mente Ernst
Christiansen. Ganske vist var forbudet opretholdt, hvad der var slemt
nok, “men når der huskes på den indkredsning, der i det sidste års tid fra
grænsetysk side er søgt foretaget netop over for det danske grænseblad
og dets leder, og de midler, der er brugt, så må der i afslutningen ses en
tydelig oprejsning”. Det gjaldt ikke blot for ham selv personligt, men for
hele det danske arbejde i Sydslesvig så langt som til Slesvig og Tønning,
fandt Ernst Christiansen. Når selveste Völkischer Beobachter anerkendte
mindretallets ret, så tegnede fremtiden ikke slet så dyster som hidtil; det
blev i slutningen af artiklen i Völkischer Beobachter slået fast, at selveste Føreren
“ufravigeligt og bestandigt” havde fastlagt den tyske mindretalspolitik
ved nordgrænsen i retning af anerkendelse af ethvert ægte folkeliv.
“Vi må med føje gå ud fra, at hermed er indledt et nyt kapitel i ordskiftet
ved grænsen”, skrev Ernst Christiansen. Der var herefter grund til at forvente,
at dette ville kunne mærkes på de grænsetyske røster. Men Ernst
Christiansen overså, at Føreren havde talt om “ethvert ægte folkeliv” – og
det var netop dette, der var sagens kerne, for slesvig-holstenerne betragtede
ikke danskheden i Sydslesvig som et udtryk for ægte folkeliv. I hvert
fald ikke så langt mod syd som Slesvig og Tønning.
Under alle omstændigheder gjaldt det for dansk presse efter Ernst
Christiansens mening om nu at stikke piben ind, for ikke at provokere en
revision af Førerens mindretalspolitik.
Den danske udenrigstjeneste var – ikke så underligt – af helt samme
mening. Herluf Zahle kunne, skrev han den 1. september 1937 til udenrigsministeriets
direktør O.C. Mohr, vanskeligt “tilbageholde min forbavselse
over den danske presses uforandrede stilling m.h.t. Der Schleswiger.
Når Flensborg Avis skriver så fornuftigt, som den gør, og på en måde anerkender
den behandling, som spørgsmålet har fået her, forekommer det
mig, at den danske presse også med nogenlunde ro kunne behandle sagen.
Hr. Blædels pen er ikke til fordel for den rolige udvikling i det forhold,
der interesserer os begge så meget”. Zahles brev blev påført adskillige
billigende påtegninger, og det blev den 7. september 1937 på et chefmøde
i Udenrigsministeriet tilsyneladende vedtaget, at man “ved slige
affærer straks får sammenkaldt et pressemøde”. 97
Ernst Christiansen sluttede sin leder den 31. august 1937 med en tak til
den danske presse af alle retninger. Det havde været en styrkelse og oprejsning
at opleve, at den danske presse – hvor meget den end til tider
havde ment at skulle indvende – havde anerkendt grundlinjen i de danske
sydslesvigeres og det danske grænseblads holdning, nemlig front og
618