hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

mellem to folk. Som tilhørende det danske folk var det naturligt, at Ernst
Christiansen ønskede, at hans folk fortsat arbejdede på en indre fornyelse
og dygtiggørelse.
Når han nu henvendte sig til Lohse, fortsatte Ernst Christiansen, skyldtes
det, at denne uden tvivl betragtede ethvert spørgsmål på folkegrænsen
med den største interesse, ligesom hans bedømmelse måtte blive afgørende.
Flensborg Avis var, efter spørgsmålet om et Dauerverbot var bragt
på tale, i en meget vanskelig situation. Han behøvede ikke at komme
nærmere ind på virkningen i det danske folk – navnlig med hensyn til
den tidligere omtalte gensidige forståelse, – hvis et sådant blev bragt til
udførelse, men Ernst Christiansen ville gerne spare avisen og den opgave,
til hvilken han igennem et halvt århundrede havde viet sit liv, for et
sådant indgreb. Hans egen person var i forhold til denne store opgave
af mindre betydning [”Nebensache”], hvis det skulle vise sig, at han, der
havde ment at arbejde for en ærlig forståelse på folkegrænsen og på trods
af modstand fra mange sider stædigt [“beharrlich”] havde fortsat arbejdet,
skulle være en hindring for et fortsat arbejde i denne retning.
Afslutningsvis bad Ernst Christiansen om, at Gauleiteren ville anbefale
en foreløbig løsningsmodel, efter hvilken avisens grundlinje billigedes og
efter hvilken man kunne give avisen underretning, hvis en bemærkning
eller en meddelelse forekom uanbragt. Skulle dette ikke være en tilfredsstillende
løsning, foreslog Ernst Christiansen at lade en danskkyndig
flensborger fungere som censor, til hvem man i tvivlstilfælde kunne henvende
sig. Han bad om undskyldning for, at han så direkte henvendte sig
personligt til Overpræsidenten og Gauleiteren, “men det er et livsspørgsmål
for mig, og jeg mener, at det her drejer sig om et livsspørgsmål for
begge folk, i hvis tjeneste vi begge står af vor fulde overbevisning”. 70
Men Lohse ønskede ikke “for tiden” at tale med Ernst Christiansen om
disse ting; hverken det foreløbige forbud eller et eventuelt Dauerverbot var
hans kompetenceområde, skrev han kort den 17. juni 1940 til Ernst Christiansen.
En samtale imellem dem var overflødig, eftersom Ernst Christiansen
i kraft af sin mangeårige erfaring udmærket måtte vide, hvor langt
han kunne tillade sig at gå i polemik med Das Reich og dets interesser.
Han beklagede derfor at måtte indtage det standpunkt, at “De må tilskrive
Dem selv det tidsbegrænsede forbud eller endog et Dauerverbot”. 71
Hos Hinrich Lohse, der jo efter alt at dømme også var den egentlige
ophavsmand til forbudet, var der altså ingen forståelse at hente, men
Ernst Christiansen pointerede dog i sin svarskrivelse den 19. juni 1940,
at han i årenes løb efter bedste evne stedse havde bestræbt sig på “helt
at undgå en polemik med das Reich og dets interesser og at anbefale den
samlede danske presse at indtage en lignende holdning”. Atter fremhævede
han det af begge parter anerkendte løsen “front og bro;” det ville
vanskeliggøres, “hvis Volkstum’et følte sig truet af visse symptomer”
[“Erscheinungen”] og bragte dette på tale med bøn om afhjælpning. En
sådan bøn måtte i den sidste ende også være i Rigets interesser. 72
Til Propagandaministeriet, henvendt til Dr. Dürr, skrev Ernst Christiansen
samme dag, den 19. juni 1940, at han i mellemtiden hos Reich-
859