hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

handlinger i denne sag: Først udgav Schleswig-Holsteiner Bund, som
Kracht var formand for, pjecen Schleswig und Versailles, som foruden ærekrænkende
angreb på førende danske personer indeholdt den påstand, at
Danmark havde erhvervet Nordslesvig ved hjælp af et “tredobbelt brud
på folkeretten”. Havde nu overborgmesteren i Flensborg, denne højststående
embedsmand i grænselandet, denne fremragende nationalsocialistiske
dignitar, været “offer for et hændeligt uheld”, spurgte Nationaltidende?
“Var skriftet med den grove sigtelse mod en fredsommelig nabo
uforvarende sluppet gennem maskerne i hans net? På ingen måde!” Fra
dansk side blev der ikke rejst indsigelse mod pjecen – “vel fordi polemik
på niveau med den, Schleswig und Versailles førte i pennen, ikke ret kunne
friste nogen heroppe”. Men det animerede kun Kracht yderligere; han
tog “triumferende ordet på et offentligt møde i sit Bund, svingede pamfletten
over sit hoved og erklærede, at ved sin krystalklare skildring af
den histor iske sandhed havde det lammet Danmark. Således var det så
langt fra, at Flensborgs overborgmester fornægtede sit barn, at han tvært
imod for al folkets øjne faderstolt krystede det til sit bryst og gav det sin
velsignelse”. Da så Ernst Christiansen i et åbent brev, “præget af national
værdighed”, krævede Ernst Kracht til regnskab for disse gentagne,
udfordrende krænkelser, så sørgede overborgmesteren i Flensborg for,
at Berlin forbød Der Schleswiger. Visse lempelser i dette forbud, “der oprindeligt
havde en straffeforanstaltnings karakter”, blev senere opnået
– men det var ikke sket med Krachts gode vilje. Og nu tilbageviste Dr.
Kracht så i Der Schleswig-Holsteiner, at han eller Schleswig-Holsteiner Bund
med udgivelsen af pjecen overhovedet havde villet indlede en grænseflytningsdrøftelse
eller bedrive udenrigspolitik. Det havde Nationaltidende
dog svært ved at se, når nu Ernst Kracht stod med eneansvaret for
en pjece, der “rent ud hævder, at Danmark som stat og folk har sat sig i
besiddelse af slesvigsk jord ved anvendelse af et endog tredobbelt retsbrud
– så bliver det vanskeligt at indrømme, at skriftet og dets ansvarlige
udgiver ikke skulle have drevet udenrigspolitik. Tvært imod vil vi på vor
side mene, at den samlede Kracht’ske aktion – skrift, taler, klager i Berlin
og slutmanøvre – danner et stykke udenrigspolitik af den slags, hvis virkemidler
er bagtalelse af nabofolk og forgiftning af indlandets offentlige
mening”. Og selvom Kracht nu hævdede, at slesvig-holstenerne kæmpede
for en klar linje med åbent visir, så evnede selv de “ordrigeste banaliteter”
ikke at “udslette vitterligt foreliggende kendsgerningers spor”.
Dette kunne tvært imod kun ske ved handling: “Til syvende og sidst
hænger Dr. Kracht vel heller ikke højere end hans nærmeste forgængere i
Flensborg, som hver til sin tid blev nået af Berlins lange frugtplukker”.
Nationaltidende skrev for så vidt ikke noget, som ikke også Flensborg
Avis havde givet udtryk for. Men hermed havde dansk presse begået netop
det fejltrin, som slesvig-holstenerne skulle vide at udnytte.
12.17. Grænsetyskerne til modoffensiv – oktober-november 1937
Propagandaministeriet blev nu, navnlig efter Nationaltidendes ledende
artikel, bestormet med henvendelser fra slesvig-holstenske kredse, der
637