hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ansen ud fra, at der herskede en almen europæisk krise, som de enkelte
nationer skulle løse hver på sin måde. En dansk løsning måtte derfor i sagens
natur være væsensforskellig fra den løsning, tyskerne havde valgt. 70
Arne Sørensen var heller ikke nogen udtalt anti-kommunist, og ligesom
Ernst Christiansen medgav han, at socialismen som grundlag for arbejdernes
organisering havde opfyldt en nødvendig historisk mission. Den
tredje vej, Arne Sørensen plæderede for, skulle være et dansk alternativ til
liberalismen på den ene side og totalitarismen (fascisme og bolsjevisme)
på den anden. I sine skrifter var Arne Sørensen i modsætning til Ernst
Christiansen skeptisk over for rationalismens optimistiske menneskeideal,
og selvom Ernst Christiansen på samme måde som Arne Sørensen
ud fra en kristelig definition af frihed også gerne så lagt større vægt på
pligt og ansvar, så vendte Ernst Christiansen sig ikke som Arne Sørensen
imod det liberale frihedsbegreb. Tvært imod. Og selvom Ernst Christiansen
gerne så regeringsmagten styrket ved et tværpolitisk samarbejde, og
selvom også Ernst Christiansen mente, at partierne var tilbøjelige til først
og fremmest at tjene erhvervs-, klasse- og egne partiinteresser fremfor at
tjene hele folket, så nærede han – i modsætning til Arne Sørensen – fortsat
tillid til liberalisme og frihandel og fortsat tillid til, at partierne kunne
og ville samarbejde, når det virkelig gjaldt. 71
Som det er fremgået, følte også Ernst Christiansen sig tiltrukket af idealet
om “et helt folk i fest, ét sind, én vilje”. Men det er et åbent spørgsmål,
om han kunne følge Arne Sørensens tanker i retning af, at et styre,
bestående af en elite, der havde sin legitimation i “folkeviljen”, som den
havde opnået ved akklamatorisk tilslutning, var “demokratisk”, fordi
“demokrati” her blev forstået som “identiteten mellem folk og regering”.
I modsætning til Arne Sørensens Dansk Samling var Ernst Christiansen
nemlig ikke principielt antiparlamentarisk, men nøjedes med at beklage
parlamentarismens langsommelighed, dens til tider manglende effektivitet
og mange politikeres manglende blik for helheden og de vigtigste
nationale opgaver, nemlig forsvaret og grænsespørgsmålet. Arne Sørensens
tanker om en stærk statsmagt samlet hos kongen og den valgte, men
upartiske førsteminister, der lod statsmagten udfolde sig under inspiration
af den folkevilje, der kom til udtryk gennem et rigsråd, men som
ikke var underlagt nogen form for kontrol gennem dette, gik formentlig
temmelig meget videre, end Ernst Christiansen kunne acceptere. 72 Det
smagte formentlig lidt for meget af Bismarck. Allerede Jens Jessen havde
tilsluttet sig den tanke, at det var rimeligt, at regeringen udgik af parlamentets
flertal – ganske vist under den forudsætning, at regeringen førte
en “forsvarlig politik”, forstået som prioritering af nationale opgaver og
militært forsvar. Ernst Christiansen stod, når alt kom til alt, på det samme
standpunkt. Jacob Kronika befandt sig derimod til tider ikke på helt så
sikker parlamentarisk grund. Meget af forskellen kan dog være et spørgsmål
om temperament.
Der er nogen lighed i Ernst Christiansens og Arne Sørensens temmelig
traditionalistiske syn på det moderne: Begge fandt, at bykulturen med
dens biografer, sportsbegivenheder, smudslitteratur og sensationspresse
277