hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

vikling og vor indstilling, så kan vi give os til at bygge dige, eller måske hellere
søge til de kilder, som kan give ny styrke indefra. Så ligger det også nær, at der
falder et ord om, at race, afstamning, blod og jord og alle disse ting efter dansk
skøn langtfra betyder så meget i et folks tilblivelse og liv som skæbnefællesskabet.
Vi tænker over det. Er det nu også rigtigt?”
Ernst Christiansen medgav, at hvis man så på Schweiz, så kunne det måske
nok passe, at de tre folk var svejset sammen til ét af folkestyrets idé.
Men schweizerne var dog fælles om mere end det: Om jorden, ...
“... et helt særligt stykke jord, fælles om de højeste og stolteste bjerge i vor verdensdel,
skilt ved svimlende, tågefyldte kløfter, knejsende med skinnende hvide
tinder over skyerne. Er det folkestyrets idé først og fremmest, som har støbt et
folk sammen af tre eller fire forskellige folk? Var her ikke simpelthen tale om
bjergboer, der rejste sig imod de fremmede undertrykkere, gennemstrømmet af
kærligheden til deres bjerge, vant til at klare sig i fare, henvist til egen snarrådighed
og udholdenhed? Af alt dette måtte efterhånden viljen gro frem til at råde for
deres egne kår. Var det dette, at de selv ville råde, som var den største værdi i deres
folkeliv, var det ikke snarere den skjulte vilje, den tavse redebonhed til at give
liv og blod for hjemstavns-fædrelandet?”
Altså var det værneviljen, skæbnefællesskabet, der havde givet schweizerne
et ubrydeligt kammeratskab; og kammeratskabet skaffede Schweiz respekt
som et eksempel for hele Europa.
“Vi herhjemme har vor egen lille drøm om, at vor hjemstavn kunne blive et eksempel
til efterligning, et eksempel på, at to meget forskellige folk kan mødes til
djærv styrkeprøve på kammeratlig vis, til livtag på en sådan måde, at der bygges
bro, på en sådan måde, at det kan skønnes ud over verden, at således skal grundvolden
lægges til fredens hus. Hvorfor klage over mangel på idealer til de unge,
når vi har det første og største lige for vor dør?”
Men var et skæbnefællesskab tilstrækkeligt til at skabe et folk? Hvad med
det polske folk, der igennem en lang lidelsestid havde været delt i tre dele
[russisk, tysk og østrigsk, forf.] med meget forskellige vilkår? Polakkerne
blev altså bundet sammen af noget andet end et skæbnefællesskab. Og
hvad med Holsten, der havde haft skæbnefællesskab med Danmark i 350
år ...
“... langt mere end vi plejer at gøre os klart. Holstens fremtrædende personligheder
tjente Danmark, den jævne befolkning befandt sig mere og mere vel, og et
uløseligt skæbnefællesskab syntes grundlagt ved begyndelsen af forrige hundredår.
(...) Her var ikke noget med race og afstamning. Her var skæbne fællesskab,
men så såre folkefølelsen, folkebevidstheden blev genfødt og skilte sig ud fra statstanken,
kom holstenerne i tanke om deres tyske blod, og mere og mere stræbte
man bort, og søgte at tvinge slesvigerne med, fordi det under fællesskabet var
lykkedes at fortyske så mange af dem”.
Sønderjyderne (slesvigerne) måtte desuden formodes at have haft mere
skæbne fællesskab indbyrdes end med danskerne og holstenerne, og alligevel
havde man oplevet den “folkelige sprængning” i danske og tyske
slesvigere, “om end denne efter vor overbevisning kun har søndret den
780