hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

terfrostens ispanser med de spirer, som vil udfolde sig, når våren er inde.
Sådan er guds lov”. 25 Denne metafor anvendtes atter og atter: Danskheden
i Slesvig ses som frø, der har overvintret igennem en gold vinter,
men som små, spæde spirer vil bryde igennem, når vårens tid er inde.
Det ligger implicit i denne metafor, at den konkret konstaterbare tyskhed
hos befolkningen repræsenterer den golde, ufrugtbare vinter.
Ernst Christiansen måtte kæmpe for sit synspunkt på to fronter: Mod
tvivlerne i Danmark og mod de nationale modstandere i Slesvig-Holsten.
Det var tvivlerne i Danmark, der havde sejret i 1920. Ernst Christiansen
var efter egen mening en “absolut tilhænger af folkenes selvbestemmelse”,
men fuldt og fast overbevist om, at denne ikke var kommet til udfoldelse
i 1920. Det var et “vrængebillede af folkenes selvbestemmelsesret
at prisgive en befolkning til undertrykkelse og afnationalisering gennem
mange slægtled og så pludselig at sige til den, at nu skulle den vælge,
samtidig med at presse og skole og hele det gamle magthaver- og flertalsapparat
stemplede ethvert forsøg på at oplyse om egen afstamning
som ‘forræderi’, ‘anneksion’ og ‘rov’”. Pragfredens Paragraf 5 havde efter
Ernst Christiansens mening været en hjemmel til trods preusserstyret
at “kræve genforeningen med det gamle fædreland”, men derimod ikke
“kravet om en folkeafstemning som den, der blev lavet i 1920“.
Ernst Christiansen så her behændigt bort fra, at der i Paragraf 5 havde
været tale om Slesvigs “nordlige distrikter” og ikke om hele Slesvig. Ernst
Christiansen havde så, mente han selv, for fredens skyld givet afkald på,
hvad der med rette havde kunnet forlanges, for ikke at sætte splid i den
danske befolkning og for dog at bjærge “så mange trofaste med hjem som
muligt”. 26
Dengang i 1920 havde tilhængerne af Aabenraa-standpunktet – dette
gjaldt både H.P. Hanssen, H.v. Clausen og J.P. nielsen – bygget deres afkald
på Sydslesvig på, at med deres grænsedragning ville der én gang
for alle være slået en streg over det dansk-tyske mellemværende, og den
nationale strid ville i hovedsagen være afsluttet. ved at vise storsind over
for tyskland ville man i større tryghed kunne beholde den del af landet,
som man trods alt fik igen. De “danske forposter skulle ofre sig for fædrelandets
skyld. Deres slægter, som under de yderste trængsler havde bevaret
deres genforeningstro, skulle i den afgørende stund give afkald på
den”. Der kunne, mente Ernst Christiansen, ”være noget stort og smukt i
dette”, hvis det altså virkelig havde tjent helhedens tarv. “Men alt, hvad
der levede i os af livsmod og livspligt, sagde til os, at det aldrig kunne
gavne vort folk at vise en koldsindig klogskab, som var den inderste livssandhed
imod, at det aldrig kunne gavne et folk at gå uden om en stor og
vanskelig, men selvfølgelig opgave, i hvis løsning netop styrken til nyt
liv ville fødes”. Desuden havde det nu, efter en god halv snes år, vist sig,
at den danske resignation i 1920 aldeles ikke havde medført, at de tyske
krav på Slesvig var forstummet – tvært imod. Men “de sydlige danske
har i og for sig hele tiden troet og hævdet, at den almindelige tyske indstilling
bedre kunne forstå et folk, som simpelthen krævede hele sin ret
og tog den, når den kunne få den, end en modpart, som lod sig nøje med
520