hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

aviser i forbindelse med proklamationen af “den totale krig”, og i samtaler
med kompetente folk var også Flensborg Avis’ skæbne blevet berørt.
Kronika opfordrede den 8. februar 1943 indtrængende L.P. Christensen
om at fylde bladet med soldater-stof (feltbreve) og andet indsendt materiale,
navnlig med vægt på avisens betydning for de indkaldtes moral og i
det hele taget på avisens “levende forbindelse både med vore soldater og
med vor folkegruppe”. De måtte alle “til det yderste slås for at redde vor
avis – det gør jeg her, og I gør det samme hjemme. Mine samtaler udelukker
heller ikke håb”.
Det var redaktør Willy Ehlers i Kiel, der havde et stort ord at sige i
denne forbindelse, og ham havde Kronika et godt forhold til, så “hans
skøn skulle man vel egentlig ikke være bange for. Men var det tænkeligt,
at andre mennesker i grænseegnen, som mener os det slet, vil misbruge
situationen til at ramme os dødeligt?”
L.P. Christensen opregnede argumenterne imod en lukning af avisen:
Avisen havde hele tiden stillet sin part til krigstjenesten. En standsning
af avisen nu ville desuden slet ikke frigøre folk til krigstjeneste, fordi det
i hovedsagen var ældre mennesker, kvinder, nogle danske statsborgere
og et par lærlinge, der drev avisen: I redaktionen han selv med 61 år,
45-årige Tage Jessen, der var erklæret uduelig til krigstjeneste såvel som
til arbejdstjeneste, den 63-årige J.N. Jensen og den 55-årige frk. Auguste
Niel sen. Ingwersen, Lange og Karl “Kulle” Christiansen var alle indkaldt.
I ekspeditionen arbejdede udelukkende kvinder, nemlig Marie Kronika,
der ikke længere var meldepligtig til civiltjeneste, frk. Nissen, den danske
statsborger frk. Sørensen samt en lærling. Husmester Chr. Ludvigsen var
66 år, og i sætteriet var ikke færre end 8 mand indkaldt, deraf én falden
og én krigsinvalid. Af de øvrige var flere mænd midt i 60’erne, én var
ausgemustert, én var udlænding, dertil kom én lærling samt den 47-årige
faktor Marius Jensen, der havde deltaget i Første Verdenskrig og var blevet
hjemsendt efter Polensfelttoget i 1939. I trykkeriet sad den 47-årige
maskinmester Otto Meyer, også veteran fra 1. verdenskrig, samt arbejder
Chr. Jensen, der var indkaldt til hjælpetjeneste, og den krigsinvalide Henschel,
der for tiden var indlagt på sygehus. Der var kort sagt ikke nogen
frontduelige soldater tilbage på Flensborg Avis!
Desuden ville rigsbanken “for resten også nok være lidt ked af at miste
ca. 220.000 kroner om året”, anførte L.P. Christensen – noget i overkanten
af det sandfærdige. En nedlæggelse af avisen ville desuden medføre
en næsten fuldstændig ødelæggelse af mindretallets tilværelse, mødelivet
ville blive umuligt, og “det kunne dog ikke være hensigten”. – “Vi
håber, håber, håber, at alt må forløbe lempeligt”, sluttede han sit brev til
Kronika. Med hensyn til soldaterbrevene gjorde man sit yderste, men østfrontens
bevægelser medførte store uregelmæssigheder i feltpostforsendelserne.
198
Hver for sig og sammenlagt gjorde argumenterne tilsyneladende indtryk,
selvom den tyske velvilje skal ses på baggrund af det helt specielle
dansk-tyske forhold, og Flensborg Avis blev også i denne omgang sparet
for nedlæggelse. Hermed var Flensborg faktisk den eneste by i Det tredje
909