hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

havde stillet i udsigt. Midt i september 1932 bad han om, at pengene snarest
blev gjort disponible. 87 Med udbetalingen af dette beløb ville den
danske stat for første gang blive direkte involveret i støtten til Flensborg
Avis.
Situationen for avisen var i efteråret 1932 ved at blive desperat. Fra
september 1931, da den danske krone løstes fra guldet, og til oktober 1932
havde Flensborg Avis haft et samlet valutatab på 53.521,94 rigsmark. Bladets
udgifter var blevet beskåret med 25%, hvad der betød, at der uden
valutatabet ville have været skabt tilnærmelsesvis balance. Valutahjælpen
havde altså været “særdeles betydningsfuld og nødvendig”, og havde,
selvom den ikke ganske dækkede valutatabet i 1932, dog “gjort det
muligt at føre bladet frelst igennem dette år”, skrev Ernst Christiansen
til Lauritz Larsen 15. oktober 1932. Men så længe valutasituationen ikke
var afklaret, var det “ikke bladets ledelse muligt at se, hvorledes Flensborg
Avis skal kunne bevares i kalenderåret 1933, såfremt ikke ny valutahjælp
af lignende størrelse som i år kan tilvejebringes”. Det så altså dystert ud.
Flensborg Avis var nødt til igen at henvende sig til Statsministeriet. Henvendelsen
blev sendt via konsul Larsen, som blev bedt om give sin anbefaling.
88
Konsul Larsen skrev den 19. oktober 1932 til formanden for Statsministeriets
udvalg af 17. marts 1932, professor dr. med. Edv. Ehlers, en længere
redegørelse for avisens situation, og anførte, at når Flensborg Avis
snart rettede henvendelse om understøttelse, så var det ikke et spørgsmål
om understøttelse af almindelig art, der skulle tages stilling til, “men
spørgsmålet om, hvorvidt Flensborg Avis skal bevares eller ikke”. 89 Også
formanden for Sønderjysk Skoleforening, landstingsmand for Venstre
Hans Jefsen Christensen, blev mobiliseret. 90 Hans Jefsen Christensen
skulle blive den alt afgørende nøgleperson i understøttelsen af Flensborg
Avis i de kommende år. Han havde før Første Verdenskrig tilhørt den
samme ungdomsbevægelse som Ernst Christiansen, men deres veje var
skiltes under afstemningskampen, hvor Hans Jefsen Christensen havde
holdt på den såkaldte afstemningslinje fra 1867 – den grænse, der gik syd
om Flensborg og som formentlig var blevet resultatet, hvis Paragraf 5 var
blevet ført ud i livet umiddelbart efter 1866 som forventet. For Hans Jefsen
Christensen havde det dengang netop været helt afgørende, at der
skulle stemmes. 91 Efter afstemningen havde Hans Jefsen Christensen støt
arbejdet på at opnå enstemmige afgørelser, udjævne meningsforskelle,
afkræfte mistænksomheder og muliggøre tilslutning til løsning af de nationale
opgaver i grænselandet fra alle sider og partier, længe inden Ernst
Christiansen selv havde erkendt, at dette var uomgængeligt. Ernst Christiansen
var da også villig til at anerkende Hans Jefsen Christensens store
indsats. 92
151