hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

skrev Kronika den 28. januar 1936 til Bömer. Aktierne lød på kun 250
mark og var fordelt bredt i læserkredsen. For at kunne imødekomme de
mindrebemidledes mulighed for at deltage, var enkelte aktier endog fordelt
på flere andele. 99 Også i forbindelse med aktieselskabsloven anvendte
Kronika det udenrigspolitiske trumfkort: At Flensborg Avis var nyttig
for Tyskland p.g.a. sin brobygning, sin tilbagevisning af sensationer og sine
positive artikler om det nye Tyskland. 100
I løbet af februar blev der forhandlet, idet Karl Bömer tog direkte kontakt
til lederen af Reichspressekammer, Reichsleiter Max Amann. 101
Det må her erindres, at fristen for omdannelsen ville udløbe til 1. april
1936 og at der udtrykkeligt var blevet advaret imod at overskride tidsfristen,
så tiden begyndte at blive knap. Men den 5. marts 1936 lykkedes det
endelig at opnå en foreløbig tre-årig dispensation fra ikke alene bestemmelserne
om aktieselskaber, men også de bestemmelser i samme lov, der
gik ud på, at bladene skulle angive ethvert økonomisk tilskud, de modtog –
og fra hvilken side, det kom. 102 Dette ville formentlig have ført til, at den
danske stat ville have set sig nødsaget til at indstille støtten.
Dispensationen betød, at Flensborg Avis foreløbig indtil den 1. april
1939 kunne bibeholde sin juridiske status som aktieselskab. Det var formentlig
hovedsagelig en følge af Karl Bömers intervention – og igen var
det de udenrigspolitiske argumenter, der tilsyneladende gjorde deres
virkning.
Den 18. januar 1939 ansøgte Flensborg Avis Reichspressekammer om forlængelse
af dispensationen: De allerede velkendte argumenter blev endnu
engang kørt i stilling i den fire sider lange ansøgning, der blev indledt
med en længere takketale over den hidtidige dispensation og den tillid til
avisen, dette var udtryk for. “Vi håber, at vi har vist os værdige til denne
tillid. Vi underkender [“verkennen”] ikke, at der – bortset fra NSDAP’s
presse – i vort tilfælde er gjort en særlig undtagelse”.
Men den undtagelsesstilling, som Flensborg Avis nød, var utvivlsomt
også i tysk interesse, anførte man. Det blev igen påpeget, at avisen ikke
alene læstes i stort tal nord for grænsen, men at den blev fulgt opmærksomt
af “de fleste danske avisredaktioner”, og at det navnlig var nationale
kredse, der holdt avisen. Selve aktieselskabet blev også båret af en
national kreds og havde rent nationale formål; der var således aldrig udbetalt
udbytte.
Men Ernst Christiansen gik videre endnu: Han argumenterede meget
detaljeret for, at Flensborg Avis’ virke var til gavn for Tyskland og nationalsocialismen,
idet den spredte forståelse for begge dele i Skandinavien. Han uddybede
avisens løsen “front og bro” som ...
“... forsvar og dygtiggørelse af vort Volkstum og folk samtidig med vor folkegruppes
fulde loyalitet over for herbergstaten; dernæst arbejde for større forståelse og
for bedre naboforhold mellem det danske og det tyske folk. Dette løsen grunder
ikke på opportunistiske hensyn eller taktiske overvejelser, men handler om grænselandsmenneskers
dybeste overbevisning om fra sine fædre at have arvet kampen
for sit folk som en selvfølgelig pligt, men også deres vægring mod, at denne
344