hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

wir unsere Leute ins Konzentrationslager”. Det tydede jo ikke just på, at
slesvig-holstenernes grænseplaner nød ret megen fremme på højeste sted.
Den tyske presseattaché i København, Karl Frielitz, der havde været dybt
involveret i Alnor-affæren, havde til Kronika desuden sagt: “Den dag
kommer, da Tyskland erklærer: Det dansk-tyske forhold er så godt, at et
tysk grænserevisionskrav ikke eksisterer”. Det var jo sød musik i danske
øren. Frielitz havde dog – som det var blevet hans vane – tilføjet, at “folk
som redaktør Blædel kan ødelægge det hele”. 21
Dette synspunkt, som her udtrykkes af embedsmænd fra både det
magtfulde Auswärtiges Amt og Propagandaministeriet, som Frielitz jo var
tilknyttet, lovede godt for det fremtidige dansk-tyske forhold. Det var
altså ikke så mærkeligt, at Ernst Christiansen betragtede tidspunktet som
godt for et opgør med Ernst Kracht og de tyske grænserevisionister.
Kronika havde også talt med redaktør Willi Ehlers fra Itzehoe – og
over for ham forsvaret Ernst Christiansens åbne brev til overborgmester
Kracht. Ehlers og Kronika var tilsyneladende kommet godt ud af det med
hinanden; han havde vist interesse for den af Kronika så højt elskede,
men i nazisternes øjne dybt suspekte, Oxford-bevægelse – og ytret ønske
om at besøge Kronika i Berlin.
I Lübeck havde det nordslesvigske tyske mindretals repræsentanter
desuden ført en yderst tilbagetrukken tilværelse – “ingen gjorde sig så
lidt gældende som de”, mente Kronika. Dette var på alle måder et godt
tegn. Kronika mente nok, at det var en idé at opfordre Nordische Gesellschaft
til næste år at invitere medlemmer af også det danske mindretal i
Sydslesvig.
Fra Alfred Rosenbergs skandinaviske referent havde Kronika hørt,
at man agtede at lade en skandinavisk journalist arrangere et interview
med selveste Hitler. Man havde blot endnu ikke fundet den rette mand,
havde han forklaret. Kronika syntes at håbe, det blev ham – og ud over
det scoop, det ville have været, ville det også have placeret Kronika i en
næsten urørlig position i forhold til grænsetyskerne. 22 Det blev nu ikke
Kronika, der fik interviewet.
Kronika så altså i sommeren 1937 særdeles lyst på tilværelsen. I samme
brev fortalte han om flere forhandlinger, han havde ført om mindretallets
forhold, bl.a. om ungdomssagen, og han sporede over alt i Berlin, hvor
han førte forhandlinger med de forskellige myndigheder, en meget stor
velvilje. 23
I Sydslesvig var velviljen mod mindretallet dog stærkt begrænset.
12.4. “Vore børn og vor jord” – en samtale med Dr. Kracht juni-juli 1937
I mellemtiden var presset imod mindretallets småkårsfolk tiltagende
hjemme i Flensborg. I påskeferien 1937 var 35 elever blevet ommeldt til
tyske skoler. Det kunne næppe være gået helt naturligt til, mente rektor
på Duborg-skolen, Andreas Hanssen, men det var ikke muligt at bevise
noget. Det var formentlig Ernst Schrøders diskrete Grenzgürtelarbeit, der
begyndte at bære frugt. 24 For Ernst Schrøder var det imidlertid af afgø-
577