hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

for alle tyskere. Arbejdstjeneste er efter tysk opfattelse en skole i verdensanskuelse”.
Dens mål var:
“En nationalsocialistisk sjæl i et sundt legeme! Alle unge tyskere går igennem
dens skole. Alle lærer de samme kår at kende. Alle bærer den samme grå-grønne
eller grå-brune uniform. Alle slider med den samme spade. Alle synger de samme
sange. Alle får den samme undervisning om blod, jord, race, folk og fædreland.
Alle får deres blik og følelser indstillet på den samme fører.
Grundtonen i Tysklands arbejdstjeneste hedder folkefællesskab. Den enkelte er
kun til, kan kun eksistere som et led i helheden. Enhver ung tysker skal opleve en
ny lykke ved at indordne sig, ved at overholde disciplin, ved at opøve offerviljen.
Klasseånd fordømmes. Klassekamp udelukkes. Den nationale socialisme vil
skabe et fællesskab af folkefæller, af arbejdskammerater. Lighedstanken forkastes.
Uligheden er villet af Gud; denne ulighed betinges af den enkeltes evner og indsats
til fællesskabets fremme.
Den, der vil søge at forstå det nye Tyskland, må nøje iagttage arbejdstjenesten.
Den er allerede i dag kernen i praktisk nationalsocialisme”.
Der blev dyrket sport, arbejdet og opdraget til hårdførhed. Og der blev
undervist: “Den sjælelige undervisning” omfattede bl.a. talekor:
“Ja, disse talekor er noget af det nye i Tyskland, der udøver den stærkeste virkning.
Tusinder, titusinder af unge forenes i den samme ‘deklamation’, eller rettere
sagt ‘bekendelse’. Thi den tyske sjæl skal ‘opleve’, den skal fyldes med ‘grebethed’ –
og dernæst skal den ‘bekende’
Man kan sige, at nationalsocialismen er en verdslig, en dennesidig Oxford-bevægelse!
Mytologi, historie, digtning, musik og sang er med til at forme de unges livssyn
og livsførelse. Gamle folkeskikke graves frem, gammel håndværkskunst dyrkes
i arbejdslejrenes opholdsrum.
De unge fra storbyerne lærer, at deres blod skal suge næring af fædrenes jord.
Alle gribes de af fællesskabets berusende lykke.
Nationalsocialismen opleves – i arbejdslejrene såvel som andre steder – som
en ‘politisk religion’ med en egen dyrkelse, hvis skabere har lært af kirken. Det er
denne kultus, der meget væsentligt har bidraget til, at millioner af tyskere har bøjet
sig for denne nationalsocialistiske tro.
Hvert større nationalsocialistisk møde er en slags ‘politisk andagt’. Kult- und
Weihestätten kaldes de mest fremtrædende tyske forsamlingssteder. En Feierstunde
i en tysk arbejdslejr føles næsten som en time i et kirkerum. Et møde under rigspartidagen
skal virke som en mægtig festgudstjeneste. Der synges sange, hvis melodier
skal minde om salmer. Førerne møder i optog. Øjnene samles omkring den
nationalsocialistiske tros symboler: Faner og standarter, der føres ind i en højtidelig
march. ‘Det levende ord’ spiller den centrale rolle. Blodfanen vender tankerne
mod ‘ofret’, aldrig glemmes ‘andagten’ for dem, der faldt for fællesskabet. Orglets
toner griber sikkert ikke stærkere om en tyskers sjæl end sangen om den faldne
kammerat: Ich hatt’ einen Kameraden ...
Ved hjælp af traditionerne fra det gamle Athen vil nationalsocialismen i de
kommende år skabe den nye arkitektur for Tysklands politiske kultus-steder.
Man skal tage til Nürnberg for at erfare, hvordan nationalsocialismens templer
og tingsteder er tænkte. De er kolossale. De skaber mulighederne for, at mægtige
450