hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

esser, at man ikke på dansk side lukker sig ude fra ethvert virkeligt kendskab til
den tyske udviklings mål og fra først til sidst forkaster denne på grund af de forskellige
udslag, som den tyske revolution i forskellige tilfælde har bragt.
I det store og hele mener jeg, at bladets stilling er rigtig idet jeg dog må indskyde,
at også jeg i enkelte tilfælde har syntes, at det måske er optrådt for tilbageholdende
i sin dom overfor tyske foreteelser og navnlig i de korrespondancer, som
det har bragt fra sin korrespondent i Berlin, hr. Kronika, har vist en lidt for ukritisk
påvirkethed af nytysk mentalitet og en lidt for stor henrevethed af de nazistisk-agitatoriske
masseudfoldelser. Men som det tyske ordsprog siger: Det er let
at dømme, når man sidder i en sikker havn, og for den, der hver dag, som Flensborg
Avis skal navigere midt i stormen, vil det ikke kunne undgås, at fejl måske
begås. Og i sin grænseindstilling og i sin kamp for danskheden både syd og nord
for grænsen er bladet ikke veget en tomme. Tværtimod er det nu som før, trods
de vanskeligheder som dets stilling medfører, en uforsagt og uforfærdet kæmper,
der måske netop i kraft af dets ro og fasthed kan oprette noget af det, som andre
blade af den danske presse ved sin nervøse opskræmthed og sine tyskfjendtlige
udæskelser kan slå i stykker”. 116
Flensborg Avis havde altså fortsat næsten fuld opbakning fra konsul Larsens
side, deri at han anså avisen for at være et nyttigt korrektiv til den
nervøse danske presse og for med sin ro og fasthed at være et dansk aktiv
i forhold til Tyskland. Men det er dog værd at notere sig, at heller ikke
konsul Larsen fandt avisens indstilling overfor nazismen ganske udadlelig,
selvom han havde meget at anføre til forsvar for Flensborg Avis. Hvad
der ydermere er interessant, er Larsens vurdering af de ledende medarbejderes
ansvar for denne avisens holdning: Ernst Christiansen som den
lidt for forsigtige – hvilket der dog kunne være gode grunde til, og Jacob
Kronika, hvem Larsen anså for at være en letbevægelig person, en kunstnertype
– som noget for ukritisk-begejstret for nazismens ydre fremtrædelsesformer.
I sin leder den 29. september 1933 havde Ernst Christiansen skrevet, at
demokratiets “brøst” måtte udbedres for at redde det. Men hvad var det
for “brøst”? Og ville der blive meget parlamentarisk demokrati tilbage,
når disse var “udbedret”? Få dage senere, foranlediget af et sammenbrud
i de politiske forhandlinger i Danmark, skrev Ernst Christiansen i en epistel
den 3. oktober 1933:
“Findes der ikke tre mænd i Danmark med viden og vilje, fædrelandssind og
samfundssind, hvem den danske regering og rigsdag kunne enes om at give fuldmagt
til at skabe en kriseordning, som ikke skulle kritiseres, men gennemføres af
den lovgivende og udøvende magt og støttes af hele den danske presse? Eller mener
man, at man i Danmark ikke har samling behov?”
Sønderborg Socialdemokrat, der vogtede over Flensborg Avis som en smed,
var der med det samme, og Ernst Christiansen måtte i en ledende artikel
den 11. oktober 1933 præcisere: Tanken var, at regering og rigsdag i
enighed skulle udpege tre mænd til at skabe en kriseordning, hvis gennemførelse
så regering og rigsdag skulle tage sig af. “Der var i disse linjer,
298