hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

tænke på. i stedet for at gøre fortræd bør vor presse gøre gavn ved at tjene
vore interesser og understøtte vore forhandlere”. 85 Efter ydes mening
var tidspunktet nu kommet, hvor den danske regering af hensyn til rigets
sikkerhed skulle gribe til strammere styring af den danske presse – og han
tilbød nærmest sig selv som leder af et sådant arbejde. Det blev der nu
ikke noget af, men P. Munch lagde sig personligt endnu mere i selen for
at indskærpe den danske presse større ansvarlighed. 86 Flensborg Avis var
sandelig ikke den eneste danske avis, der var under “tysk” pres.
11.10. Alnor igen. schleswig und versailles – en samtale med kracht –
december 1936
i mellemtiden blev der fra slesvig-holstensk side kastet yderligere benzin
på bålet. Schleswig-Holsteiner Bund, som overborgmester Ernst Kracht var
formand for, udsendte midt i december 1936 en pjece med titlen Schleswig
und Versailles. Det fremgik ikke, hvem der havde skrevet pjecen, men det
kunne efter ordvalget at dømme næppe være andre end Karl Alnor. om
dens indhold noterede Ernst Christiansen i sin dagbog: “gemen nedrakning”.
87 om Ernst Christiansen hed det bl.a. i pjecen:
“Christiansen har aldrig lagt skjul på, at han helst havde modtaget hele Slesvig
indtil Sli og Ejder fra Ententens hænder uden afstemning. Flere af hans nærmeste
meningsfæller og tillidsmænd havde sågar hilst det velkommen, hvis Ententen op
til den således vundne danske sydgrænse havde oprettet en international kanalstat
som værn [“Schutzwall”] for det danske rov.
Hele hans politik var en stor spekulation i den tyske værge- og æreløshed
[“Wehr- und Ehrlosigkeit”], i at Frankrig fremover varigt ville holde tyskland nede,
i virkningerne af spækpropagandaen, børneforsendelserne og bestikkelserne.
Hvis der ikke blev stemt, betonede han, så kunne heller ingen sige, at der var sket
en voldførelse mod flertallet ved tilslutningen til Danmark! Et bedre grundlag for
tilslutningen til Danmark end erkendelsen af de økonomiske fordele kunne ikke
tænkes, forsikrede han, alt imens han bar en mine til skue, der mest mindede om
et uskyldigt, ja sågar et forurettet lam.
(...) Han gjorde – støttet i København frem for alt af rektor H.P. Hansen, den
nuværende formand for grænseforeningen – hvad der var menneskeligt muligt
for at udnytte det tyske sammenbrud til det yderste. Han greb ind i hvert eneste
tysk sår for derved at ødelægge tysk liv, og intet middel til påvirkning skyede
han for at forføre tyske mennesker til forræderi imod folk og rige”. 88
Ernst Christiansens karakteristik af pjecen kan næppe siges at være overdreven.
Det var gemen nedrakning. Han reagerede prompte og henvendte
sig direkte til udgiveren. Den 22. december 1936 telefonerede Ernst Christiansen
til rådhuset og traf aftale om en samtale angående pjecen med
overborgmesteren dagen efter. Samtalen var fortrolig og meget åbenhjertig,
hvad der fremgår af Ernst Christiansens dagbogsoptegnelser.
Ernst Christiansen indledte med at spørge til Ernst Krachts stilling i
grænsespørgsmålet; Christiansen havde nemlig af overborgmesterens tiltrædelsestale
tidligere på året forstået, at denne, ligesom han selv, gik ind
550