hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ningen – den eneste løsning – på alle problemer. Den er det, fordi den gør
Kristus til hvert enkelt menneskes og dermed til hele nationens og til hele
verdens herre.
Skal virkelig Danmark være det land, hvor den nye revolution vinder
den første store, den ‘totale’ sejr?” sluttede Kronika. 84
Det er indlysende, at Oxford-bevægelsen nu havde indtaget den plads
i Kronikas verdensopfattelse, som nationalsocialismen havde haft tre år
tidligere. Han anpriste i april 1936 Oxford-bevægelsen med de selvsamme
argumenter og det selvsamme ordvalg, som han i april 1933 havde
anvendt om nationalsocialismen.
Kronikas voksende engagement i kristendommen førte ham fra 1935-
1936 over i kredse i Tyskland, der stod afvisende over for nationalsocialismen.
Dette medvirkede til, at han efterhånden fik øjnene op for, hvad
den i virkeligheden bar i sit skjold, men det tog sin tid. Ved rigspartidagen
i Nürnberg i 1936 påpegede Kronika atter “den nationalsocialistiske
trang til at skabe en egen religiøs kultus”, 85 og i en kronik under mærket
Jens stillede han den 13. september 1936 spørgsmålet: “Vil nationalsocialismen
træde i kristendommens sted? Dette er et af vore dages største og
vigtigste spørgsmål”. En del af Det tredje Riges førende mænd mente for
alvor, at kristendommen var overflødig og at der overhovedet ikke var
plads til kristendommen, hvor nationalsocialismen fyldte hjerterne, men
“dette er sikkert ikke den tyske førers mening”, mente Kronika. Ifølge
Kronika var det snarerer Hitlers opfattelse, at en kristendom, der sagde
ja til nationalsocialismen ville sikre sig et stærkt og blomstrende liv; men
hvor den sagde nej, ville nationalsocialismen give folket en ny religion.
“Endnu er spørgsmålet ikke afgjort, om kristendom og nationalsocialisme
skal leve sammen i Tyskland. Man må håbe, at afgørelsen bliver positiv”.
Men Tyskland trængte efter Kronikas opfattelse til kristendommen, der
skulle blive “den enkelte sjæls store, personlige og revolutionerende oplevelse”
– altså med andre ord: Oxford-bevægelsen. “Det haster med den
kristne rennaissance”.
Ernst Christiansen var – som sædvanlig – sværere at begejstre. I en leder
den 17. april 1936 omtalte han både Oxford-bevægelsen og holsteneren
Gustav Frenssens netop udgivne Glaube der Nordmark, i hvilken Frenssen
erklærede, at kristendommen var færdig i hans hjemstavn Nordmarken og
i Norden, og at en ny, germansk tro ville føre linjen fra før kristendommen
videre. Frenssens tanker var i slægt med de “tyske kristne”.
Frenssen kasserede den kristne kirke og ville “bygge et nyt friere og
skønnere Guds hus”, skrev Ernst Christiansen. “Men hvis dette sidste var
muligt, så skulle der også friere og skønnere mennesker til dette stykke
arbejde. Det nytter ikke at begynde på at bygge et Babelstårn ved hjælp af
trælle, som i lange rækker slæber på hver sin kurvfuld sten”. Det var muligt,
at Frenssens tanker passede på Holsten, men de passede ifølge Ernst
Christiansen ikke på Norden, hvor for 100 år siden Grundtvigs gennembrud
netop “rummede den forening, Frenssen selv forgæves har tumlet
med af selvfølgelig vækst ud af naturen, af vor nordiske æt og folkearv
459