hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

de en lille kommentar, som han selv havde tilføjet beretningen i Flensburger
Nachrichten, fundet behørig opmærksomhed i hele den del af dansk
presse, der interesserede sig for sagen – og den del var stor. “Afspændingen,
som her er opnået, indskrænker sig ikke kun til den danske presse,
men gælder også den slesvig-holstenske, og den slesvig-holstenske grænsebefolkning
åndede ikke mindst lettet op, fordi rigsminister Dr. Goebbels
nu også havde modtaget de førende kredse fra Slesvig-Holsten – efter
modtagelsen i Berlin af herrerne fra det danske mindretal, J. Kronika
og redaktør Ernst Christiansen. Den lakoniske kortfattethed, behersketheden
og på den anden side kommunikéets værdige formulering har haft en
overordentlig positiv effekt i grænseområdet og i den danske bladskov”,
vurderede Ernst Schrøder sin egen artikel og dens betydning, “en virkning,
som også vil komme den snarlige flyveblads-proces imod Dr. Møller,
Dr. Kardel og Dr. Christensen til gode“. Efter Ernst Schrøders ønske
havde Auswärtiges Amt i øvrigt taget skridt over for Danmark m.h.t. at
dommen i denne sag ikke ville komme til at medføre tab af de anklagedes
borgerlige æresrettigheder, hvad der var mulighed for. “I hele den preussiske
tid mellem 1866 og 1918, hvor mangt en dansk redaktør og politiker
er vandret i fængsel, fordi de i overdreven irredentistisk form var trådt i
skranken for det danske Volkstum, har der aldrig nogen sinde i nationalitetskampen
[“Volkstumringen”] været tale om at inddrage de borgerlige
æresrettigheder. Tanken har ikke engang været tænkt. Det er et novum
i dansk retspleje straks ved anklagerejsningen at forlange inddragelse af
de borgerlige æresrettigheder”, erklærede Ernst Schrøder – der i parentes
bemærket dog næppe kunne være uvidende om, at man i preussertiden
faktisk havde forsøgt at frakende danske sønderjyder forældremyndigheden
over deres umyndige børn, hvis de sendte børnenes ældre søskende
på højskole i Danmark, eller at de danske redaktører havde måtte henslæbe
måneder og år på vand og brød i usle, små fængselsceller, for ytringer,
som ingen dansk anklager ville så meget som hæve et øjen bryn over og
som på ingen måde tålte sammenligning med de frådende personangreb,
som de hjemmetyske tryksager i Stollig-affæren havde indeholdt. Ernst
Schrøder mente dog på de senere begivenheder i Nordslesvig at kunne
konstatere, at Auswärtiges Amts henvendelse havde båret frugt, hvilket
han var “lykkelig over af hensyn til det tysk-danske forhold”. Kun i amtmand
og politiadjudant Refslund Thomsens nærme ste kreds sporedes
endnu en stærkt ophidset stemning, “men jeg håber, at den rolige overvejelse
vil vinde overhånd også der”.
Ernst Schrøder håbede således, at “den sidste fase i behandlingen af
problemet Der Schleswiger efter en så omfattende og ophidset debat i den
danske presse og som følge af den meget rolige stillingtagen i den tyske
presse vil bære positiv frugt”.
Det var et fromt ønske. Men det ville – som det vil fremgå – være synd
at sige, at han selv bidrog noget videre hertil.
Ernst Schrøder sluttede sit brev med at konstatere, at lektor Reincke i
Jydske Tidende havde opfordret til, at den danske presse nu endelig holdt
fingrene fra grænsespørgsmålet og Der Schleswiger, fordi enhver over-
659