hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

vendigvis venligt ment.
Ernst Christiansens meget lyriske artikler tog ofte udgangspunkt i naturbetragtninger
eller filosofiske og moralske overvejelser. Hans floromvundne
skrivestil var formentlig et forsøg på at tale til det irrationelle,
til læsernes hjerter mere end til deres forstand. Når det er sagt, så skal
det dog tilføjes, at den ledende artikel ikke savnede noget i klarhed, når
det var dét, Ernst Christiansen ønskede. Ofte var den ledende artikel dog
præget af de mange politiske hensyn, som Ernst Christiansen mente at
måtte tage til forskellig side, navnlig når det gjaldt dansk indenrigspolitik.
Formuleringerne var som regel forsigtige: “Der er nogen, der mener
at ...” – hvorpå der redegøres for et standpunkt, og der blev fortsat med
et forsigtigt: “Dette er et tiltalende synspunkt” eller endog så forsigtigt
som “... helt uret har de vel ikke ...”, hvorpå der fremføres argumenter
for og imod, ofte på den måde, at Ernst Christiansens egen holdning tittede
frem bag formuleringer som “mange danske slesvigere mener ...” eller
lignende. Denne forsigtige stil, der mildest talt er meget utypisk for
1930’ernes stærkt polariserede debatkultur, medførte, at lederskribenten
ofte antog karakter af en lærer med en pegepind: Ernst Christiansen tog
ikke selv entydigt standpunkt, men nøjedes med at håndplukke og fremhæve
udtalelser fra forskellig side. Det var som regel udtalelser, der vedrørte
den nationale kamp i grænselandet, det militære og åndelige forsvar
eller blot stolthed og glæde over Danmark og danskheden. Det blev
på denne måde muligt for ham at lade mænd af alle politiske retninger
komme til orde, men vel at mærke mest om de emner, som Ernst Christiansen
selv fandt væsentlige. Hellere end at kritisere en socialdemokrat,
der havde udtalt sig om afrustning af Danmark, fremhævede Ernst Christiansen
en socialdemokrat, der havde udtalt sig i modsat retning. Det lod
sig udmærket gøre. Selv af folk på den yderste kulturradikale venstrefløj
kunne der ind i mellem bringes et passende citat, som Ernst Christiansen
kunne billige. Man kan diskutere, om det var en særlig loyal gengivelse af
de politiske partiers standpunkter, men det var i hvert fald et forsøg på at
lempe partiernes politik over i den retning, som Ernst Christiansen fandt
rigtig. Han forsøgte derved samtidig at understrege lighederne mellem de
danske partier snarere end forskellene. Hans projekt gik netop ud på ikke
på forhånd at ekskludere nogen af det danske folkefællesskab. Også heri
adskilte Flensborg Avis sig fundamentalt fra den danske partipresse, der i
sagens natur var kendetegnet af en “os-og-dem”-holdning og stærkt opsat
på at understrege forskellene mellem partierne og derved fastholde
læsernes parti-loyalitet.
Inspiration til sine ledere hentede Ernst Christiansen ofte i sine lange, ensomme
spadsereture i Frueskoven ved Flensborg. “Mødte han bekendte,
så plejede han ikke at være videre oplagt til samtale. Han kunne være så
langt borte i egne tanker, at han på sine vandreture overså selv meget
nære venner”. 24 Undervejs tog han notater og nedskrev tanker og idéer,
som så dannede grundlag for den ledende artikel. 25 Ofte var den ledende
artikel ikke tilstrækkelig for alt det, Ernst Christiansen havde på hjerte.
127