hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

talesprog og højtysk skriftsprog, trods slesvig-holstenske drømme og oprør
mod det danske folk, trods 50 års yderligere præparering med tysk
skole, tysk militær og tysk moderne kultur – desuagtet i sæd og skik, i
tænke- og væremåde, i hele sin levevis og sit lynne [gemyt, forf.] fremdeles
... rent dansk”. 75 Det ville være at svigte Danmarks mission i historien,
hvis man frivilligt gav afkald på land og folk, som man med rette kunne
gøre krav på ud fra historiske og folkelige argumenter. Befolkningen
syd for Dannevirke var derimod af blandet dansk og tysk afstamning, og
derfor ville Dannevirke-bevægelsen under afstemningskampen godt afstå
området mellem Dannevirke og Ejderen, omend det ikke kunne ske
med glæde. Dannevirkestandpunktet baserede sig således ikke på et historisk-statsretligt,
men på et historisk-folkeligt grundlag. Dermed var det
i grunden også forkert, når man fra tysk side om dem benyttede skældsordet:
Ejder-danskere. Men der var nu også taktiske grunde til at holde på
en grænse ved Dannevirke, for denne grænse ville blive den forventede
nordgrænse for den kanalstat, som man regnede med ville blive en følge
af en internationalisering af Kieler-kanalen. Det blev som bekendt ikke til
noget. Efter 1920 afstak den af Dannevirkefolk dominerede Grænseforeningen
da også hele det gamle Slesvig helt ned til Ejderen som sin arbejdsmark,
og det er kendetegnende, at der blev lagt særlig vægt på at rejse
skoler langt mod syd: På Dannevirke-linjen – i Slesvig by (1930) – eller
endog syd herfor – i Tønning (1935). 76
Da Ernst Christiansen kom hjem fra felten den 10. december 1918, sluttede
han sig til Dannevirke-standpunktet og overtog straks ledelsen i det
mellemslesvigske arbejde. Hans holdning var, at en grænse Slien-Dannevirke-Frederiksstad
ville være fuldt retfærdig, også uden afstemning,
fordi befolkningen her af rod og blod, omend (endnu) ikke af sindelag,
dybest set var dansk. Og tanken om at de, der havde stået på den mest
udsatte post gennem årene efter 1864 – Flensborg, Flensborg Avis og han
selv, skulle lades tilbage nu, hvor de andre skulle hjem, var slet ikke til at
udholde. Nu var den store chance for Danmark kommet til at generhverve
det tabte – og den chance skulle ikke forspildes. Det gjaldt for et levedygtigt
folk med sin folkelige kraft i behold om at gribe den slags chancer
for derved at hævde sin ret til at eksistere blandt andre folkeslag. Selvhævdelsen
i sig selv gav desuden ny styrke til folkets kraft.
Ifølge Ernst Christiansen havde Flensborg og Mellemslesvig allerede
før 1914 været på nippet til at opleve en lignende vækst og vækkelse, som
den der var gået gennem Nordslesvig, men krigsudbruddet havde stoppet
disse allerførste spæde spirer. Nu oplevede man imidlertid i 1918 og
1919 fornyet og meget kraftig vækst i de danske sympatier i Mellemslesvig,
og allerede Den Nordslesvigske Vælgerforenings erklæring om, at
de mellemslesvigske områder i modsætning til Nordslesvig først skulle
udtrykke ønsket om en afstemning, før den kunne finde sted, medførte en
hidtil ukendt mobilisering af danske og dansk-venlige kredse i området.
I Flensborg by, der som nævnt ved rigsdagsvalget i 1912 kun havde kunnet
møde med 456 danske stemmer, kunne man i løbet af blot én måned
58