hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

kreds og dets i modstrid med de nævnte påstande forsvindende løssalg
levner ingen tvivl”. 69
Bade afslørede – som Kronika og Ernst Christiansen havde anet –, at
initiativet til forbudet var kommet fra Slesvig-Holsten: “Allerede for et
halvt år siden [d.v.s. i februar 1937 i forbindelse med Alnor-affæren og
julehistorien, forf.] blev vi bombarderet på det heftigste fra Kiel. Vi skulle
gøre noget imod den danske presse i Flensborg; men vi reagerede ikke på
det”. Berndt erklærede, at han intet kunne huske om den første advarsel
til Ernst Christiansen; end ikke navnet Karl Alnor sagde ham umiddelbart
noget: “Sie sehen, diese ganzen grenzpolitischen Polemiken sind bisher
an uns in Berlin vorübergegangen”.
De politiske kandestøberier, der ét år tidligere havde fundet sted i
Berlin under deltagelse af bl.a. Wilfried Bade, måtte han åbenbart have
glemt.
Bade slog fast, at “folkene deroppe i Slesvig skal holde fred. Der er ingen
anledning til deroppe at holde gamle stridigheder i live. (...) Det ser
jo i disse dage efter den danske presse at dømme nærmest ud til, at det
gode dansk-tyske forhold var blevet ødelagt for de næste ti år”.
Den danske presses reaktioner fik dog et par ekstra ord med på vejen:
Man fandt det “ganz besonders unerhört”, at Nic. Blædel fra Berlingske
Tidende havde “disket op med” historien om de tre tyskskrevne polske
mindretalsaviser. Blædel var nu engang det tyske Propagandaministeriums
yndlingsaversion, og havde været det lige siden sine artikler om afstemningen
i Saar i 1935. 70 Heldigvis for Kronika var Blædel ikke længere
udenrigsredaktør på Nationaltidende, men var blevet kapret af Berlingske
Tidende. Det kunne ellers have vanskeliggjort hans stilling overordentligt.
Bade forklarede, at da selv Politiken, der fra tysk side blev betragtet
som den danske regerings – og måske navnlig det danske udenrigsministeriums
– særlige organ, sluttede op i rækkerne i kampagnen om Der
Schleswiger, “da war es uns klar, dass eine ganz tolle [“vanvittig”] Situation
entstanden war”. Han bad Kronika om at hjælpe dem med, gennem
deres forbindelser til den danske presse, at få klarlagt, hvordan tingene i
virkeligheden forholdt sig.
Berndt mente, at de forbitrede angreb på grænsen “dort oben in Schleswig”
helt måtte kunne høre op, og Bade havde efter den første samtale
den 26. august 1937, da han og Kronika var fulgtes ad over Wilhelmplatz,
erklæret, at alle diskussionerne om afstemningtidens historie deroppe
i Slesvig var “ein grosser Quatsch”, der kun anrettede skade; “Brochurer
som Schleswig und Versailles er ikke det papir værd, de er trykt på”, understregede
Berndt. Om Ernst Christiansens sag kunne Berndt ikke sige
noget videre, erklærede han; “vi har hidtil ikke haft nogen anelse om hele
forløbet (“Schleswig und Versailles”, “Offener Brief”); jeg lover Dem, at
sagen vil blive undersøgt med det samme. Vi ved, at De hr. Christiansen,
er en dansk idealist, der har bestræbt sig på at træde i skranken for sin
danske overbevisning med anstændige våben. Det er De i Deres gode ret
til. Denne erklæring om Deres personlige anliggende [advarslen, forf.] afgiver
jeg hermed venligst over for Dem”. Dette sidste blev sagt to gange
606