hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

der hver dag kunne præsenteres en sejr. De trykte stridskræfter blev af
Goebbels’ propagandaapparat mobiliseret til angreb med samme præcision
og hurtighed som OKW indsatte de militære.
De tilbageværende ikke-nazister inden for journaliststanden havde det
ikke nemt. Enten skrev man som regimet ønskede, eller også tav man.
Ned i mindste detalje var journalistens arbejde reguleret. Mulighederne
for at unddrage sig denne spændetrøje var stærkt begrænsede. Besluttede
journalisten sig for at skrive, var enhver direkte formuleret kritik eller
harme udelukket; den ville nemlig aldrig nå i trykken. Det var kun
muligt at flygte ind i det, som Ernst Jünger omtrent på samme tid kaldte
“slavesprog”. Dette – mente Jünger – kunne man gøre uden moralske
anfægtelser, fordi man ligesom den intelligente læser var sig bevidst om
at være slave. 276 Alene den omstændighed, at han skrev og oplyste på en
anden måde end partipressen, og at dette blev afkodet af en – større eller
mindre – del af læserne, retfærdiggjorde ifølge denne tankegang i ét eller
andet omfang, at den ikke-nazistiske journalist underkastede sig regimets
betingelser for at skrive. For mange journalisters – også for Flensborg Avis’
– vedkommende måtte formen blive et helt uangribeligt sagligt sprog,
grænsende til det ferske og kønsløse. Journalisten måtte ikke afdække begivenheder
og synspunkter, men derimod tildække dem, hvis han ville
have dem trykt. Han kunne så håbe på, at læseren var i stand til at gennemskue
teksten. Alternativet var som anført slet ikke at skrive.
Den danske presse var ved krigsudbruddet i september 1939 af den danske
regering blevet pålagt retningslinjer, der i praksis var identiske med
dem, pressen var underlagt under Første Verdenskrig: Forbud mod omtale
af militærets og marinens bevægelser, mineudlægninger m.m. 277 Derudover
lagdes det pressen på sinde, at behandle de krigsførende parter
neutralt og ligeligt. Med besættelsen den 9. april 1940 forværredes situationen
drastisk; enkelte pressemænd blev straks forlangt fjernet, og besættelsesmagtens
tilstedeværelse i landet indebar umiddelbart en konstant
trussel om yderligere fjernelser af journalister og redaktører eller lukninger
af aviser i tilfælde af fejltrin. Dansk dagspresses situation begyndte
– selvom der var afgørende forskelle – at minde en smule om den, som
Flensborg Avis havde befundet sig i siden 1933. Det særlige dansk-tyske
besættelsesarrangement, hvor begge parter havde interesse i at lade som
om Danmark fortsat var en suveræn stat, medførte nemlig, at tyskerne i
vid udstrækning overlod ordningen af pressen til danskerne selv – dog
“under hensyntagen til tingenes nye tilstand“. Kort efter besættelsen indgik
repræsentanter for pressen en særlig presseordning med det danske
udenrigsministerium, der som bekendt varetog forhandlingerne med den
tyske besættelsesmagt. Et særligt pressenævn blev etableret til bedømmelse
af eventuelle overtrædelser af de udstukne retningslinjer og til anvendelse
af restriktioner – det vil i praksis sige bøder – over for eventuelle
misdædere. Tyske klager over pressen skulle gå igennem Udenrigsministeriets
Pressebureau, der med Karl I. Eskelund i spidsen fungerede som
en slags stødpude mellem pressen og besættelsesmagten; en funktion, der
932