hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

som dansk-slesvigske journalister havde generationers øvelse i: At skrive
mellem linjerne og til ved et sammenspil mellem brat tavshed og flygtige
antydninger at frembringe virkninger, som – med Franz von Jessens ord
– “et dansk øre opfattede eller – hvad der var tilstrækkeligt – anede, medens
et tysk øre intet hørte, som kunne være værd at lytte efter”. 4
Typerne voksede på forsiden af Flensborg Avis efterhånden som situationen
spidsede til sidst i august. Men på ledende plads forholdt man sig
stærkt tilbageholdende. Da den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt blev
kendt, afstedkom det dog en kommentar: Den 26. august 1939 skrev L.P.
Christensen lederen I en alvorlig stund: “Nye verdensanskuelser og linjer,
nye aftaler og forbindelser, nye venskaber og sammensmeltninger, men
også nye tekniske fremskridt, der kan danne grundlag for store overraskelser
under en krig, har skabt en helt forandret stilling i vor verdensdel
og ganske uberegnelige vilkår for det, der i går lå som en knugende trussel
over landene”.
Her var ikke spor af tale om, at det var umenneskelige polske overgreb
på sagesløse folketyskere, der nu risikerede at fremkalde krig, sådan som
de tyske aviser fremstillede det. Her var vel snarere tale om, at de nye verdensanskuelser
og de nye aftaler og forbindelser ikke alene skabte uberegnelige
vilkår for krigen – men nærmest krigen selv.
Den sidste del af lederen var næsten en besværgelse for det tilfælde, at
morgendagen ville bringe krigen. Den var samtidig en klar definition af,
hvordan mindretallet havde tænkt sig at forholde sig til sin statsborgerlige
loyalitet under krigen: Man ville give staten, hvad statens var, og til
gengæld herfor forventede man, at mindretallet kunne leve sit eget indre
liv, uden utidig indblanding fra den tyske stats side. Loyaliteten over for
staten strakte sig til, hvad enhver anden stat end Hitlers Tyskland med rimelighed
kunne forventes at ville forlange af sine borgere. Det var i praksis
en fortsættelse af den statsborgerligt-loyale indstilling, man havde defineret
i første halvdel af 1920’erne, men det havde vist sig vanskeligt at
udvise en sådan holdning i et nazistisk Tyskland, hvis totalitære principper
slørede skellet mellem den private og den offentlige sfære, og gjorde
det svært at fastholde en sondring mellem, hvad mindretallet som tyske
statsborgere havde pligt til at gøre, og hvad de i kraft af deres nationale
tilhørsforhold kunne unddrage sig. 5 L.P. Christensen skrev i lederen den
26. august 1939:
“Vi ved, at vort fædreland har en oprigtig vilje til at leve i bedste forståelse med
det stortyske naborige. Et nyt håndgribeligt bevis herpå var den ikke-angrebspagt,
der for nylig [31. maj 1939, forf.] afsluttedes mellem Berlin og København.
Vi ved også, at der ved den dansk-tyske statsgrænse, der fra højeste sted er blevet
anerkendt som ‘fredlagt’ (‘befriedet’), finder et kulturelt kappestræb sted under
former, der burde kunne danne de allerbedste forudsætninger for et varigt godt
forhold. Det danske mindretal syd for grænsen har med fuld tilslutning fra det
danske folk og under klar statslig loyalitet arbejdet på at berede jorden for et godt
naboforhold, præget af tillid og tryghed. Hvis den trussel, der i disse dage ligger
over Europa, skulle komme til udfoldelse, kan der blive stillet særlig tunge krav
793