hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

sen: “Avisen har altid været mig en trøst både i gode og onde tider. Når
man først er ude af alt det, som man før mente var en selvfølgelighed,
mærker man rigtig, hvad en hjemstavns avis er værd”. Senere skrev han:
“Fra min Hauptfeldwebel får jeg hver dag parolen at høre, at jeg skal afbestille
den danske avis. Jeg ved ikke, om han kan forbyde mig at læse
den. Men før jeg afbestiller den, skal uret gå tilbage. Sådan noget kan ikke
gøre os svagere, tværtimod; det styrker min danskhed i alle måder, og det
er hovedsagen”. Senere skrev han: “Lad dem spærre mig inde; jeg giver
ikke efter”. Men eftersom OKW i februar 1940 skriftligt havde erklæret, at
man ikke havde noget imod at soldaterne læste Flensborg Avis, kom Feldwebelen
til kort. 248
Det var på mange måder et spørgsmål om den enkelte soldats egen indre
styrke: Generalsekretær Frederik Petersen var mand for, da han i 1940
lå i lejr i nærheden af Münster i Westfalen, at hævde sin bekendelse til
mindretallet. Han modtog dagligt sin Flensborg Avis i korsbånd, hvad der
pådrog sig hans overordnedes opmærksomhed. I et brev hjem til familien
har han fortalt om en episode:
“I dag ved parolen spurgte Hauptwachtmeisteren, hvad det var for en
avis, jeg fik.
– En dansk! svarede jeg.
– Hvad skal vi med danske aviser? Vi er dog tyskere!
– Det er en dansk avis, der udkommer i Tyskland!
– De er da tysker, Petersen.
– Nej, jeg er medlem af den danske folkegruppe.
– Vi er dog alle stolte af at være tyskere!
– Jeg er stolt af at være dansker!
– Snak med ritmesteren derom.
– Javel, Herr Hauptwachtmeister!”
Frederik Petersen tog en snak med ritmesteren, der viste sig at være en
forstandig mand, der fuldt ud respekterede Frederik Petersens standpunkt.
249
I en anden version af formentlig den samme begivenhed blev Frederik
Petersen, stående i geleddet, af en officer spurgt direkte, hvorfor han
dog fastholdt sit tilhørsforhold til et så lille og ubetydeligt land, hvortil
Frederik Petersen med værdighed svarede: “Selv det mindste land er den
største kærlighed værd”. Den åbne bekendelse til danskheden for Frederik
Petersens vedkommende afstedkom fuld respekt fra hans foresatte og
kammerater, men, som generalkonsul Dons-Møller den 10. februar 1940
skrev til direktør i Udenrigsministeriet, Niels Svenningsen: “Nu er Hr.
Fr. Petersen både en relativt ældre og kraftig mand og en mand, der ved,
hvad han vil. For en ganske ung og mindre kraftig soldat kan det måske
nok være svært at hævde sig som dansk mindretalsmedlem blandt kammeraterne.
Forsåvidt disse ikke stammer fra grænseegnen her, ville jeg
dog tro, at deres interesse for og kendskab til grænsespørgsmålet er ringe,
og at de i det hele nærmest ville se med ret velvillige øjne på danske”. 250
Udover de her nævnte tilfælde har der ikke kunnet konstateres for-
924