hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

litikens dækning af denne sag: “Hvad der i dette referat lægges hr. Hitler
i munden, er så hårrejsende absurd, at intet menneske med en smule fornuft
kan være i tvivl om, at referatet er det rene nonsens. (...) Lad Hitler
vel være politisk umoden og eksalteret – et fuldstændigt galehuslem er
han ikke!”
Det viste sig, at Politikens korrespondent, Th. Steinthal, havde historien
fra et Berlinerboulevardblad. “Nu er det jeg spørger mig selv”, fortsatte
Zahle, “kan virkelig et stort dansk blad af anseelse finde det i overensstemmelse
med denne anseelse at bringe sådant sensationstøjeri til torvs
overfor et ukritisk dansk publikum? Og hvad siger den udenlandske
presse dertil? Hvordan står det til med den danske presses anseelse, hvis
udenlandske blade med Politiken som kilde bringer dette referat videre?
Og til syvende og sidst: Hvilket indtryk gør det hos tyske myndigheder,
når de ser denne form for journalistik?” 45
Herluf Zahles udtalelser demonstrerer klart problemet: Den udisciplinerede
danske presses udenrigsdækning var til stadig bekymring for den
danske udenrigstjeneste. Men hvad skulle man stille op?
Udenrigsminister P. Munch påtalte i det nævnte tilfælde forholdet
over for sin tidligere ministerkollega, redaktør Ove Rode på Politiken, og
A.J. Poulsen reagerede selv – “så heftigt, som jeg formåede” – over for
Politikens redaktionssekretær. Men det var som at kaste brønden til, efter
at barnet var druknet. Pressebureauets “lidet misundelsesværdige opgave
er som regel at træde til, når ulykken er sket”, skrev A.J. Poulsen
til Herluf Zahle. “Når man så gør det, får man ofte svar, at tilstandene i
Tyskland jo for tiden er af en sådan art, at selv det utroligste kan tænkes
muligt, og at pressen i læsernes interesse – og i sin pengekasses – ikke
kan tilbageholde efterretninger”. Men Pressebureauet kunne jo hverken
censurere eller bede aviserne forelægge artiklerne før tryk. 46
Udenrigsminister P. Munch ønskede af principielle grunde ikke, at de offentlige
myndigheder skulle blande sig direkte i pressens anliggender. Han
nærede desuden “efter sine erfaringer i krigsårene en dybt rodfæstet tvivl
om, at det overhovedet kan nytte noget”. 47 Udenrigsministeren valgte i
stedet at gå mere indirekte til værks. I 1930 begyndte Udenrigsministeriet
nemlig at afholde månedlige pressekonferencer for særligt indbudte pressefolk
fra den danske bladverden, i hovedsagen fra hovedstads pressen.
Det hjalp tilsyneladende en smule: “Vi har sporet heldige virkninger”,
mente i hvert fald A.J. Poulsen. 48 Pressekonferencernes formentlige succes
skyldtes efter A.J. Poulsens mening navnlig udenrigsminister P. Munchs
arbejde ved pressesammenkomsterne. Det var “i alle henseender beundringsværdigt
ved den åbne og frie måde, hvorpå han lægger alle foreliggende
sager frem og belyser dem”. Institutionen gik forresten blandt de
indviede under betegnelsen: “At være til te hos Dr. Munch”. A.J. Poulsen
troede på mødernes effekt i det lange løb: “Vi vil vinde tillid ved selv at
vise tillid og tale åbent”. 49
Der er tidssammenfald mellem indledningen af disse nye pressekonferencer
og A.J. Poulsens og konsul Neergaard­Møllers fornyede og temmelig
håndfaste irettesættelse af Jacob Kronika, der ellers havde fået lov
108