hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

lagt sig, stod det dog nogenlunde klart, at det tilsyneladende ikke var det
nye regimes hensigt at flytte grænsen.
Højskolekredse havde med begejstring taget del i mobiliseringen af
den danske ungdom i Nordslesvig i foråret og sommeren 1933. Fra de
øvrige nordiske lande kom der udtalelser, der beskrev den dansk-tyske
grænse som “Nordens sydgrænse”. Også de danske socialdemokrater
blev mere nationale: Finansordfører Hans Nielsens udtalelser i Folketinget
den 12. oktober 1933 om “Danmarks hus”, som også arbejderne var
rede til at værne, var et tydeligt skridt i den retning. Det øgede tyske pres
på grænsen i foråret 1933 havde således den effekt, at det danske folk –
om man vil – midtsamledes om nationale opgaver som forsvar for grænsen
og værn om danske værdier.
Nu var spørgsmålet så, hvad det særligt danske, der skulle værnes, i
grunden var. 98 Fra socialdemokratisk og radikal side var der en klar forbindelse
mellem engagement i grænsespørgsmålet, i det nordiske samarbejde
og demokratiet: De demokratiske frihedsrettigheder for borgerne
og det parlamentariske politiske system med regering, rigsdag, partier
og erhvervsorganisationer. I denne optik blev fjenden både det nazistiske
Tysklands trussel mod grænsen og de hjemlige, autoritære og anti-parlamentariske
kræfter på højrefløjen. Og ikke kun det: Den, der ikke sluttede
op om det danske parlamentariske demokrati eller som stillede spørgsmål ved
det, svækkede det, og var derved med til at undergrave det åndelige danske
forsvar mod Tyskland. I sønderjysk presse var det Hejmdal og Sønderborg
Socialdemokrat, der stod for dette standpunkt.
For andre, herunder for Ernst Christiansen, var det nationale en overordnet
værdi, og det parlamentariske system med forskellige politiske
kræfter, der brugte kræfterne til at tilgodese egne interesser i stedet for at
samarbejde om de sagligt rigtige løsninger, medførte en splittelse af folket.
I denne optik var det parlamentariske demokrati nærmest en del af problemet,
fordi det ved sit evindelige ævl og kævl svækkede det åndelige danske
forsvar mod Tyskland. Men Ernst Christiansen var ikke de ekstreme
standpunkters mand i dette spørgsmål og var også villig til at anerkende
den dynamik, de skiftende regeringer betød i samfundets fremadskridende
udvikling. Der var bestemt kræfter i Danmark, der var endog betydeligt
mere reaktionære end han.
Skillelinjen mellem Hejmdals og Flensborg Avis’ standpunkter bestod i
spørgsmålet om, hvordan det danske parlamentariske demokrati skulle
forsvares under den trussel, som det nationalsocialistiske Tyskland udgjorde:
Skulle det ske ved at fastholde det uforandret som det var, eller ved at
forandre det under inspiration fra nationalsocialismen. Hejmdals og Sønderborg
Socialdemokrats standpunkt var, at enhver kritik af parlamentarismen og
enhver tale om forandring, da navnlig når denne var inspireret af nationalsocialismen,
svækkede demokratiet og dermed danskheden. Flensborg
Avis’ standpunkt var det stik modsatte: At en forandring af det parlamentariske
demokrati tvært imod ville styrke både danskheden og demokratiet
over for den nationalsocialistiske trussel. I grunden kan skillelinjen
drages mellem på den ene side dem, der forsøgte at se noget positivt i na-
285