hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

udenrigspolitiske forbindelser ikke blev belastede”. Behandlingen af det
danske mindretal i Sydslesvig måtte følgelig tage hensyn til, hvilke eftervirkninger
der kunne følge på det udenrigspolitiske og handelspolitiske
plan, samt hvilke konsekvenser, den kunne have for det tyske mindretal i
Nordslesvig.
Gauleiter Lohse indrømmede ved denne lejlighed, at initiativet til forbudet
mod Der Schleswiger var taget af ham, og at årsagen var, at Der
Schleswiger havde gengivet nyheder fra danske aviser, som ellers ikke
måtte gengives i den tyske presse – en begrundelse, der var skræddersyet
til anvendelse over for Auswärtiges Amt, hvis legation i København næsten
dagligt havde noget at udsætte på dansk presse. Lohses oprindelige
begrundelse blev ikke nævnt – eller i hvert fald ikke ført til referat af von
Grundherr. Både Lohse og Schouw erklærede, at de godt indså, at forbudet
mod Der Schleswiger og dets følger havde skadet tyske interesser, og
de lovede for fremtiden ikke at tage den slags skridt, uden i forvejen at
have rådført sig med Auswärtiges Amt. 211
Det er værd at notere sig, at Auswärtiges Amt ikke pegede på Ernst
Schrøder som kontaktperson for en sådan rådgivning. Det tyder på, at
man ikke har følt sig ganske overbevist om hans uskyld i affæren. Ernst
Schrøders indflydelse begyndte at dale igen fra 1938; bl.a. blev han herefter
ikke mere anvendt af Auswärtiges Amt som sagkyndig. Nogen direkte
forbindelse med affæren kan ikke konstateres, og forholdet kan lige så
godt skyldes de forandringer i ministeriet, der var en følge af von Ribbentrops
tiltræden som ny tysk udenrigsminister. Regeringspræsidenten
i Slesvig-Holsten, Anton Wallroth, der havde været Schrøders livline til
indflydelsen i de første svære år efter 1933 og som havde været ham en
vigtig støtte i årene 1936-1938, da Schrøders indflydelse var på sit højeste,
gik på pension den 1. marts 1938. Dette kan være en medvirkende
årsag til Schrøders dalende indflydelse. Men væsentligst var måske von
Grundherrs indskærpning af udenrigspolitikkens primat i det dansk-tyske
grænsespørgsmål. Det måtte i sig selv lægge en dæmper på grænseaktiviteterne.
Der Schleswiger-affæren dokumenterer, at der var grænser for, hvor langt
Flensborg Avis kunne gå i sin kritik af mindretallets forhold, og at disse
grænser blev mere snævre. Affæren dokumenterer tydeligt den nazistiske
pressepolitik, således som den havde indrettet sig i forhold til den danske
presse: Hvis man har noget at klage over, så må man klage på en ikke-offentlig
måde. Hverken Gauleiter Lohse eller overborgmester Kracht ville
tolerere offentlig kritik af politikken over for mindretallet.
Men affæren dokumenterer tydeligt eksistensen af de to linjer: Den
berlinske og den slesvig-holstenske. Den berlinske, der havde udenrigspolitikken
og forholdet til Danmark som sit hovedfokus og som derfor ønskede
ro ved grænsen. Og den slesvig-holstenske, der ønskede frie hænder
i grænselandet. Men Kracht, Lohse og Schrøder kunne simpelthen ikke
leve med den stadige pukken på eksistensen af denne forskel, fordi den
var undergravende for hele deres politik, der tilstræbte en grænserevisi-
698