hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

me over, at man har siddet og rodet med tingene og kun rodet dem mere sammen
endnu, i steden for at finde en farbar vej. Jo yngre vælgerne var, des lettere har de
haft ved at vælge de stærke ords mænd, uden at gøre sig klart, hvor de vejvisere
peger hen, der lyder på opløsning, anarki, eller den enkeltes magtstyre, diktatur”.
Kunne de tyske midterpartier ikke overvinde deres hidtidige uenighed,
så var der udsigt til, at det tyske folk ville komme til at følge én af de
nævnte veje – kommunistisk eller nationalsocialistisk. Det ville blive vanskeligt
at regere med denne nyvalgte rigsdag; “det eneste gode ved dette
valg er, at det er et memento. En hånd har skrevet en advarsel på væggen.
Nu får vi se, hvad virkningen bliver”.
Ifølge Ernst Christiansen burde den trussel, som Hitlers valgsejr udgjorde,
altså få de demokratiske partier i Tyskland til at opgive kævlet
og særinteresserne og midtsamles om en fælles politik imod krisen. Det skulle
ske for at forhindre nationalsocialister eller kommunister i at komme til
magten. For fik Hitler først held med sig, så “nærmer faren sig både for
krig og borgerkrig”. Desværre så det skralt ud med den tyske parlamentarisme:
“Man øjner ikke den samling, den tilforladelige sluttede styrke,
som skal standse den nye bølge. Der er fare på færde. Det gælder om, at
Tysklands og Europas besindige viljesmennesker ikke taber hovedet”. 26
Så det end skidt ud i Tyskland, så var helhedsindtrykket af Danmarks
politiske forhold ifølge Ernst Christiansen heldigvis bedre:
“... modsætningerne der er mere afdæmpede end i de fleste andre lande, således
at forholdsvis meget kan ordnes med almindelig tilslutning. Partierne kan ikke
undværes; der må være kræfter, som støder frem, og kræfter, som holder igen,
der må være udtryk for erhvervslivets vilje, for befolkningens forskellige lag, men
når de mange delvis modstridende ønsker kan finde en ligevægts­linje og arbejde
så meget sammen som i Danmark, er det et bevis på, at jævnmålet af folkets oplysning
og livsvilkår er højnet”. 27
Et demokrati forankret i partier var altså at foretrække, hvis befolkningen
vel at mærke var tilstrækkeligt oplyst og derfor forstod at anvende den
til fælles bedste – og hvis politikerne tog deres ansvar for helheden alvorligt.
Det gjorde de – så nogenlunde – i Danmark. I Tyskland så det ganske anderledes
ud.
I ugerne efter den nazistiske valgsejr den 14. september 1930 gik Der
Schleswiger hårdt i rette med de højreradikale partiers synspunkter på
krigsskylden, Versaillestraktaten, krigsskadeerstatningerne og de tyske
mindretals grænserevisionskrav; atter og atter blev det slået fast, at det
danske mindretal ikke var tyskerhadere, tværtimod: Den danske slesviger
elskede sit folk og sin hjemstavn, han vedkendte sig ifølge Kronika
endog en vis Zweiströmigkeit og så i Weimar-Tyskland store værdier, som
kunne berige ham som dansk og fremelske det rette åndelige kappestræb
i grænselandet. Dette var imidlertid helt umuligt med Potsdam-Tyskland,
hvis frugter i grænselandet kun kunne blive forstemthed, ufred og bitterhed.
Kun hvis Weimar sejrede i Tyskland, kunne tyskerne leve i fred og
berigende kulturudveksling med sine naboer. 28
101