hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

de andre nationaliteters særstilling, fordi den midlertidige ordning, den
‘modus vivendi’, som foreligger på andre områder, ikke vil forslå her,
når en grundlæggende lovgivning skabes”. Ernst Christiansen advarede
imod en kataster-løsning, ifølge hvilken alle landets borgere blev registereret
efter nationalitet én gang for alle. Derved ville mindretallet jo også
afskæres fra tilgang. Han udtrykte dog tillid til, at den tyske ledelse ville
finde en løsning; dette ville gavne de tyske mindretal og naboforholdet til
andre lande, dæmme op for udenlandsk mistillid og vise “at ord og dåd
fra det nye nationale Tyskland” svarede til hinanden. Men ensretningsprocessen
og den nye lovgivning m.h.t. statsborgerskab, arvegårde og
presse varslede ikke godt: Man kunne nu “ikke alene sætte en mand fra
hans gård, man kan også frakende ham hans statsborgerret, ja, man kan
gøre ham det umuligt at friste livet”. Det tredje Riges lovgivning kunne
ikke bedømmes med kejserrigets målestok: “Tryghed af den gamle slags
findes ikke mere, men vi, der har oplevet verdenskrigen og meget andet,
er ikke rystet så dybt ved de sidste års oplevelser [siden 30. januar 1933,
forf.], som vi ville være blevet, hvis de var kommet før krigen. Vi har set
at livet kan leves uden ydre tryghed og vi må søge trygheden inde i os
selv”. Og muligheden for undtagelsesbestemmelser for det danske mindretal
forelå jo trods alt: Det nye Tysklands indstilling over for de andre
folkeslags livsret, især “den tyske førers verdenskendte taler og tilsagn
i denne forbindelse” lovede godt, og desuden tjente det i høj grad tysk
tarv at vise respekt for de andre nationaliteters livsret inden for Det tyske
Rige. Det kunne blive skæbnesvangert for de store tyske mindretal uden
for riget, hvis man ikke gjorde. “Dette er den sikring, vi har nu. Hvor stor
den er vil der være forskellige meninger om. Vi har dog haft adskillige
ting at påskønne” – men det gjaldt om at vise vilje til at hævde sin egen
nationalitet. Så ville den også blive respekteret. 11
I Hitlers nye, store fredstale den 21. maj 1935 afviste han atter germanisering
af nationale mindretal, og Ernst Christiansen så den som en bekræftelse
på hans tale to år tidligere: “Hitler har som fører og befuldmægtiget
for den tyske nation over for verden og sit folk i en højtidelig erklæring
afgivet den forsikring, at der ikke vil blive gjort noget for at tage vort
folkeliv, sprog og kultur fra os og i steden for påtvinge os et fremmed
tysk folkeliv. Han har i de skarpeste ord fordømt enhver national tvang.
Vi danske sydslesvigere har lov og pligt til at fastslå denne erklæring som
en grundlov for os, svarende til en grundlovshjemlet ret. Vi stoler fuldt
og helt på, at den vil blive gennemført i gerning, og at der på alle lovgivningens
områder vil blive fundet veje til at gennemføre den. Under iagttagelse
af fuld statslig loyalitet er det tillige vor pligt at være på vor post
og yde vor hjælp til en ulastelig gennemførelse”. 12
Det er værd at bemærke, at Ernst Christiansens sammenligning mellem
kejsertidens og Hitler-tidens Tyskland nu, godt to år efter magtovertagelsen,
ikke længere helt entydigt faldt ud til Hitler-Tysklands fordel.
Men af mangel på grundlovssikrede rettigheder måtte Førerordene træde
i stedet, og det gjaldt nu for mindretallet om at henholde sig til dem så
ofte det lod sig gøre og derved forsøge at holde myndighederne – og Fø-
412