hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

måtte kunne forenes hermed, mente Ernst Christiansen. 84
Hans Jefsen Christensen var ikke helt så optimistisk. Der var dog håb
forude: “For hver måned der går, lægger lidenskaberne sig mere og mere
i forholdet til begivenhederne i Tyskland og bedømmelsen af Flensborg
Avis’ indstilling i forholdet til disse begivenheder vil mildnes i samme
grad som større tryghed breder sig i visse kredse”, mente Hans Jefsen
Christensen. Han mente dog, at tidspunktet for en aktion var ugunstigt:
Den risikerede at skade mere end gavne og måske munde ud i krav til
bladet, som det ikke kunne underkaste sig. Han måtte tilråde, at “vi går
stille med dørene på denne side nytår for så, under nødvendighedens lov,
at lade bladet fortsætte som hidtil i året, der kommer. Under de nuværende
uklare og vanskelige økonomiske og politiske forhold er der ikke
andet at gøre, end at krydse alle vanskeligheder op imod vinden til den
løjer af og roligere forhold indtræder”. Kunne man samle de fornødne beløb
på en stilfærdig måde, så udvalget, der administrerede lotteripengene
kun behøvede at sige ja til det samme beløb for 1935, som det havde givet
i 1934, var der “såmænd ingen statsminister, der ærgrer sig af den grund,
tvært imod. Han behøver i så tilfælde slet ikke at blande sig i sagen”. 85
I sit svar til Hans Jefsen Christensen den 9. november 1934 erklærede
Ernst Christiansen sig enig. Der måtte arbejdes “på én linje” – underforstået:
Hans Jefsen Christensens! Også Ernst Christiansen mente, at “en
beroligelse med hensyn til begivenhederne i Tyskland er indtrådt, og at
dette med tiden kan virke gavnlig i denne sag. På den anden side er den
misnøje med Flensborg Avis’ holdning, som er blevet ytret, efter mit skøn
blevet opvejet af den betydning for forholdet mellem Danmark og Tyskland,
som bladet har haft i en meget farlig tid og som formentlig er blevet
vurderet fra dansk statspolitisk side. Aktualiteten mindskes jo nu efterhånden”.
Ernst Christiansen var – erklærede han til slut – Hans Jefsen
Christensen “meget taknemmelig for, hvad De trods Deres store optagethed
og de nye bekymringer, som valutaen volder også Deres kulturelle
arbejde, gør for bladets sag, og jeg tvivler ikke om, at De energisk vil arbejde
ikke alene for en midlertidig ordning, men også for en ordning på
længere sigt, så såre De mener, det kan lade sig gøre”. 86
Heller ikke konsul Lauritz Larsen mente, at der nu var andet at gøre,
end at lægge sagen i hænderne på Hans Jefsen Christensen. “Når han
skriver, som han gør, kan man jo se, at hans opfattelse er bygget på de
erfaringer, han har fra rigsdagen”. Det skulle nok være rigtigt, mente
Larsen, at “hverken socialdemokraterne eller de radikale og måske ikke
engang alle indenfor hans eget parti vil være tilhængere af en ordning
for flere år på det nuværende grundlag. Under disse omstændigheder synes
jeg, vi skal være Hans Jefsen Christensen taknemmelig for, at han vil
påtage sig arbejdet med at skaffe de nødvendige midler, indtil det rette
øjeblik foreligger til at tage sagen op på videre sigt”. 87
Og således blev sagen lagt i hænderne på Jefsen Christensen, der midt
i november 1934 drøftede problemet Flensborg Avis med Niels Neergaard.
M.h.t. Stauning mente han stadig, at det var bedst at “fare med lempe en
tid endnu”. For det, han nødigst ville se, var en Flensborg Avis “beklip-
400