hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Det var på dette årsmøde, den sønderjyske fører H.P. Hanssen formulerede
den trodsige og sejrssikre stemning i den danske befolkning ved at
citere Hostrups ord “Til Fjenden”: “Du kan vel kro dig af døgnets kår, og
af sejren, de har dig skabt. Men du fører en kamp imod tusind år, og i
den har du visselig tabt”. 61
Ernst Christiansen spillede som redaktør af landsdelens største blad en
førende rolle i denne ungdommens nationale begejstring og offervilje –
der i øvrigt var et fælleseuropæisk fænomen i tiden op til Første Verdenskrig.
I sin mest idealistiske form havde den nationale begejstring næsten
religiøse undertoner, således som det for eksempel blev udtrykt af en anden
af de førende unge, grev O.D. Schack: Den nationale kamp i udlændigheden
var en “nådenstid”, som lod de danske nordslesvigere gennemgå
en særlig udvikling, der ikke blot fik betydning for dem selv, men også
kunne gavne Danmark. Den knyttede befolkningen sammen og slettede
skellene mellem de forskellige samfundslag, så sønderjyderne var på vej
til at blive et folk, hvis enkeltmedlemmer under tilsidesættelse af personlige
særinteresser i fællesskab arbejdede hen på at øge deres danskhed og
gøre dem modstandsdygtige gennem kærlighed til alt det bedste i Danmark.
Det endelige mål for denne udvikling var det øjeblik, da de danske
sønderjyder kunne høste genforeningens stund og bringe Danmark det
inderste, bedste og stærkeste i sig selv, nemlig “sønderjydernes sjæl, ligesom
et sølvspejl af det bedste i Danmark, fremkaldt ved vor kærlighed”. 62
Der fandt så at sige en national “genfødelse” sted, men forudsætningen
herfor var en lidelsestid. Tankegangen var dybt kristen: Prøvelserne og
lidelsen Langfredag var den nødvendige forudsætning for opstandelsen
Påskemorgen. Ernst Christiansen var endnu i 1930’erne stærkt præget af
helt den samme idealisme, eller – om man vil: Ideologi.
Denne særlige sønderjyske nationale idealisme eller ideologi havde også
i høj grad bud til Danmark: Sønderjyderne og den danske sag i Sønderjylland
skulle være et samlingsmærke for alt dansk. Der udgik fra Sønderjylland
ifølge denne opfattelse en samlende kraft for den danske nation,
der – ideelt set – fik det danske folk til at glemme alle indre stridigheder.
Midt under forfatningskampen blev der fra sidste halvdel af 1880’erne
stiftet den ene “Sønderjyske Forening” efter den anden i Danmark, og de
opnåede op igennem 1890’erne og videre frem til Første Verdenskrig meget
stor tilslutning fra alle politiske afskygninger. Foreningerne havde det
klare formål at støtte danskheden i Nordslesvig. I de sønderjyske foreninger
fandt man sammen på tværs af de dybe politiske skillelinjer, der delte
Estrups Danmark, i en sag, som hverken Højre eller Venstre skulle tage
patent på, men som skulle være alle danskes sag. Den unge, senere professor,
Aage Friis udtrykte det allerede i 1890 således, at den sønderjyske
sag var “den eneste sag, der endnu ikke er fuldkommen ødelagt af partivæsenets
elendige kævl og vrøvl”. Det nationale livs genrejsning var “den
eneste frelse for vort folk” og det sønderjyske spørgsmål “den eneste sag
på basis af hvilken det nationale spørgsmål kan rejses for tiden”. 63 Aage
Friis, der senere blev det danske udenrigsministeriums særlige rådgiver
i sønderjyske spørgsmål, stod politisk selv i Det Radikale Venstre – og
52