hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Allerede den 5. juli 1933 modtog Flensborg Avis den første opfordring fra
Verein Schleswig-Holsteinischer Zeitungsverleger, der netop på dette tidspunkt
havde fået ny, nationalsocialistisk ledelse, til at træde ind i organisationen.
Flensborg Avis svarede den 10. juli 1933, at de efter udtalelser
fra rigskansleren den 17. og 28. maj 1933 og af udtalelser af vicekansler
von Papen samt pressechef Alfred Rosenberg mente, at der var tilstået de
nationale mindretal en særstilling. Der var ganske vist endnu ikke blevet
formuleret særlige regler for denne særstilling, men udtalelserne havde
været tydelige nok: De nationale mindretal ville få særlige rettigheder i
Det tredje Rige. Man bad derfor om udsættelse, hvilket blev tilstået den
15. juli 1933.
I begyndelsen af 1934 blev der så fra polsk side indledt forhandlinger
med propagandaminister Goebbels om at opnå en almen særstilling for
hele mindretalspressen. Dette blev imidlertid afslået. 84 Det var altså overladt
til hver enkelt avis selv at forhandle sig frem til dispensationer og
særlige rettigheder. Nu måtte man så vente og se, hvad der forlangtes.
Først den 21. september 1934 modtog Flensborg Avis fra præsidenten
for Reichspressekammer, Max Amann, meddelelse om ufortøvet at melde
sig ind i Reichsverband der deutschen Zeitungsverleger. Avisen faldt efter
Reichspressekammer klart ind under bestemmelserne i forordning til gennemførelse
af Kulturkammerloven af 1. november 1933. 85
Dermed var der ikke noget at gøre: Flensborg Avis indsendte sin ansøgning
om optagelse den 25. september 1934, men vedføjede dog en række
forbehold: Det fremgik tydeligt af flere taler af de højeste tyske førere og
endvidere af den måde, det danske mindretal i øvrigt blev behandlet på
af det nye Tyskland og de lokale myndigheder, at ...
“... man ikke ønsker at inddrage vor folkegruppe af anden nationalitet i den nationalsocialistiske
ensretning, for derved i fuld overensstemmelse med den bærende
idé i nationalsocialismen og dens program over for udlandstyskheden at tilsikre
os en selvstændig folkelig udvikling. Efter vor mening kan det derfor kun være et
overgangsfænomen, når det forlanges, at vor presse skal indlemmes i organisationer,
der er opbygget rent tysk-nationalsocialistisk og som i deres vedtægter ikke
indeholder nogen formelle undtagelsesbestemmelser, som rent faktisk vil blive
nødvendige og som i praksis også er blevet gjort. Da vor avis fra første færd ikke
blot har varetaget den danske folkegruppes naturlige interesser, men også ved loyalt
arbejde for større forståelse mellem nabofolkene har tjent den tyske statsinteresse
og ikke er bevidst om at have vist nogen form for illoyalitet, tror vi at være
berettigede til at nære det håb, at der snarligst vil blive klarlagt en særstilling for
vor presse også i organisatorisk henseende”. 86
Præsidenten for Rigspressekammeret, Max Amann, svarede den 8. oktober
1934. Han bedyrede, “at det for Dem ikke betyder nogen belastning,
men omvendt endog en fordel, når De over Reichsverband der deutschen
Zeitungsverleger går ind i Rigspressekammeret. Når De står uden for Rigspressekammeret
og de af dette omsluttede avisforlæggere, kan denne
standsorganisations værn ikke blive Dem til del i det omfang, som også
De nærer ønske om”. Reichspressekammer forsikrede endvidere om, at
340