hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

den ledende artikel den 11. december 1939, at Finland – sammen med de
tre baltiske randstater – lå “hinsides den aftalte tysk-russiske interessegrænse”.
Her var antydninger af, at Tyskland ved sin Østeuropa-politik
havde overladt Finland til Sovjetunionens forgodtbefindende. Men vurderinger
af dén type hørte dog til sjældenhederne. Tage Jessens analyse
af situationen var i øvrigt meget præcis, selvom hverken han eller nogen
anden udenforstående iagttager kunne kende de hemmelige tillægsprotokoller
i den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt, der henregnede Finland til
sidstnævntes interessesfære. 34
For Flensborg Avis var kampene i Finland mere end blot en krig imod et
broderfolk – hvilket i sig selv var alvorligt nok. Krigen antog i Flensborg
Avis’ ledere skikkelse af et større opgør af moralsk og etisk karakter, et
opgør mellem selvhævdelsen og selvopgivelsen. Heri indflettedes desuden
krigens betydning for de nordiske folks sammenhold: Det havde været
“som en strålende lysning at høre om det uforfærdede finske kampmod”,
skrev Ernst Christiansen den 16. december 1939. Men samtidig satte det
finske kampmod den sløje indstilling i resten af Norden i relief. Mange
mennesker i de andre nordiske lande brugte det finske kampmod “som
dulmende balsam” på deres ikke helt rolige samvittighed. “Alle de, der
efter deres egen indre røst ufortøvet skulle have tilbudt deres liv, men
havde ment at kunne slippe med nogle af deres penge, smilede lettet.
Det syntes jo at gå mod al forventning. Vi ranker ryg, når vi læser om, at
komponisten Ebbe Hamerik er rejst til Finland for at melde sig frivillig”,
lød det bidende ironisk fra Ernst Christiansen.
Problemet var danskernes manglende forsvarsvilje og selvhævdelse:
Det var “forfærdende, hvad der har samlet sig sammen af halvhed, sløjhed,
magelighed, påståelighed, af strudsepolitik”. Engang ville danskerne
komme til at betale, hvad der igennem tiden havde hobet sig op af dén
slags. Alt håb var dog ikke ladt ude: “Er der i folket en ånd og et liv, så
består det af et indre, et åndeligt Danmark, hvordan det så ellers kan gå
med det ydre Stats-Danmark”.
Danskheden fik næring af selvhævdelse, men sygnede hen under selvopgivelse.
Ånden var danskens dyreste eje. Men, fortsatte Ernst Christiansen,
den var ikke ...
“... et veldækket bord, som kun kræver, at vi skal tage for os af retterne. Af ånden
vil altid fødes drøm, men er den af rette støbning, så udløser den dåd. Uden vilje
til det største offer, viger åndens kildespring for en overgroet dam. Norden har
haft travlt med mangfoldige ting og udrettet meget. Nu ser det vel, at der er en
stor post i dets regnskab, som ikke er betalt. Selve livet ville det ikke sætte ind.
Norden venter med ængstelse, og det meste, der tør håbes på, er, at det slipper
med at betale, hvad der kan gro igen. Vi må ruste os og hærde os imod, hvad der
kan komme af modgang, af ulykker, vi ikke har oplevet mage til. (...) De nordiske
folk har prøvet mangt og meget, men aldrig har de som én mand rejst sig mod
den store skæbne”.
Dette var beklageligt – men hvordan det så end måtte gå, så ville den
danske ånd overleve alle omskiftelser – men der skulle vilje til selvhævdelse
til: “De selvopgivende ventede, at de skulle få ret endnu engang: Der
807