hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Arbejdstjenesten 1935
Tage Jessen konstaterede i en ledende artikel i Der Schleswiger den 30.
april 1935, at “hvad den mindretalsretlige behandling af ikke-tyskerne
indenfor rigsgrænserne angår” var der i det store og hele ikke “sket nogen
forringelse, siden Adolf Hitlers overtagelse af magten”. Der var endog
sket visse fremskridt. Men “når stillingen for de nationale mindretal i
Tyskland alligevel er ret vanskelig, når der har måttet føres forhandlinger
om en række enkeltspørgsmål, så skyldes dette dels savnet af en almindelig
‘generel’ mindretalsret, dels den omstændighed, at den totalitære
stat på utallige områder berører og griber ind i de enkelte menneskes liv
fra vuggen indtil graven”. Tage Jessen nærede dog tro på, at det ved god
vilje fra alle sider kunne lade sig gøre at leve som mindretal i Tyskland.
“Det siger sig selv, at de nationale mindretal i Tyskland, hvis loyalitet der
som bekendt ikke tiltrænges beviser for, samvittighedsfuldt vil opfylde
deres statsborgerlige forpligtelser. Der er kun én ting, de aldrig vil kunne
gøre, nemlig at aflægge bekendelse som tyskere”.
Men i takt med skabelsen af Det tredje Rige kom mindretallet igen og
igen i klemme. “Inden for mindretallenes rækker råder der en ikke ringe
bekymring”, konstaterede Kronika i en korrespondance den 7. maj 1935.
“Ikke således at forstå, at mindretallene i de bestemmende tyske kredse
har fastslået et sindelag eller hensigter, som er bevidst mindretalsfjendtlig
indstillede. Derimod er der nogen grund til at formode, at der ved udarbejdelsen
af Det tredje Riges forfatning ikke tages tilstrækkeligt sigte
på på den nationale og kulturelle særstilling, som de nationale mindretal
fremdeles må indtage, samtidig med, at de bevarer deres rettigheder som
loyale, pligtopfyldende statsborgere”.
Det var bestemmelserne vedrørende statsborgerskab, ifølge hvilke kun
mennesker af tysk nationalitet kunne være tyske statsborgere, det drejede
sig om. Hvilken stilling ville det danske mindretal i Sydslesvig komme
til at indtage? Dette var “et spørgsmål, som der ikke vil blive tavshed
om, inden det er klart besvaret”. Ernst Christiansen tog det op i en leder
den 8. maj 1935. Han afviste dog den kritik fra flere sydslesvigere, der
havde udtalt, at mindretallet for længst burde have forsøgt at få forhandlet
en særstilling igennem, thi “hvem der spørger meget, kan få mere
svar, end han tykkes om”. Men nu var spørgsmålet altså rejst – og det
kunne mindretallet gøre “med fuld ro og bestemthed. Vor frie og stolte
hjemstavnsfølelse, vor nordiske bevidsthed om odelsretten til hjemstavnens
jord, vor danske fædrenearv i landet nord for danernes virke, kan
ingen og intet nogen sinde tage fra os, og denne førstefødselsret ... kan
ikke mistes, når vi ikke selv slipper den”. Det var efter Ernst Christiansens
mening “utænkeligt”, at myndighederne – hvis de blev ordentligt
oplyst – ville nægte mindretallet dets ret. Dette borgede Adolf Hitlers
store fredstale den 17. maj 1933 for. Og desuden ville det blive skæbnesvangert
for tyske mindretal i andre lande, hvis man ville gøre landets
egne mindretal til andenklasses borgere. “Netop på dette område kan det
være allersværest at forene den tyske ensretning med anerkendelsen af
411