hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

tidendes korrespondent, vurdererede begivenhederne. Vurderingen var
holdt i en meget nøgtern form, og det blev understreget, at det ikke var
Hitlers tanke at “fortyske” tjekkerne. 135 Det lød nærmest beroligende.
Privat skrev Jacob Kronika dog til Ernst Christiansen den 15. marts 1939:
“Sikke alvorstider! Man må kæmpe med lysten til at ‘flygte!’” 136
Det var nu – midt i marts 1939 – så godt som sikkert, at der meget snart
ville bryde en stor krig ud i Europa. I en ledende artikel den 22 marts
1939 tog Ernst Christiansen udgangspunkt i en engelsk sang med det omtrentlige
indhold: Udsæt ikke til i morgen, hvad du kan gøre i dag. Lederen
formede sig som Ernst Christiansens sidste ord før krigsudbruddet – og
endte med at gøre en slags status på hans liv: “Hvis vi nu vidste, at vi
havde et sidste ord at sige til dem, der stod os nær, til dem, vi ellers plejede
at tale til, et sidste ord, før den store stilhed – hvad skulle det så lyde
på?” Det var for sent for advarsler, men måske et modigt farvel eller en
antydning af bundløs sorg?
“Mon ikke tanken kunne gå til Gunnar på Hlidarende, som på vejen ud
i landflygtigheden og ud i trygheden for sit liv vendte sig om på hesten
og så tilbage på sin hjembygd: Fager er lien! Han vendte tilbage og tog
mandigt døden derhjemme”. Dette var ord af næsten profetisk rækkevidde,
for omtrent således kom hans egen skæbne til at forme sig.
“Andre kan tvinges til at drage ud eller blive i udlændigheden og tage
skæbnen, som kommer der”. Eller sagt med andre ord: Aftjene sin værnepligt
i den tyske hær og gøre sin pligt under den kommende krig, således
som de danske sydslesvigere ville blive nødt til.
“Men i et nu kan rummes tanker, der favner hele verdensaltet. Den
menneskesjæl, der er blevet til på et skaberord, er en uendelighed i sig
selv”. Mon ikke tanken ved visheden om, at det ville blive det sidste ord,
ville ...
“... favne vor hjemstavn, vort folk og land, de mennesker, der har vore varmeste
tanker, vort kammeratskab, vor kærlighed, brødrefolkene, de unge nordiske røster,
der for os har været som et jublende vårbrud, men ud over al denne vor egen
særlige rigdom hele den ulykkeligt stridende menneskeslægt, både dem, der lider
trængsel, og dem, der volder den i deres begrænsning”.
Alt det tunge ville samle sig i knugende alvor som en klippemur, der
spærrede for fremfærd, men ...
“... mon ikke menneskeånden ville rejse sig i oprør og minde om sin egen tro på,
at i længden kunne ingen mur spærre for dens stormløb, dens evne til at sprænge
vej? Mon ikke det lille fattige løsen ‘front og bro’ ville dukke op, med alle dets nederlag,
med al den hån, som det har høstet, men med et sædekorn, som indeslutter
en mægtig fremtidsvirkelighed, den eneste vej, hvis ikke verden atter og atter
skal gå op i luer?
Mon ikke tanken ville strejfe vor barndoms bøn eller frelserordene på korset?
Mon ikke i den stridende strøm af tanker hele vort livs længsel og stræben ville
dukke op med al dens ufuldkommenhed og brist og barnlige håb og tusind skuffelser
og nye grønne spirer efter hagelstormen?
782