hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

listisk parti med et sådant partis metoder ... dette ville ikke alene støde an
imod vort partistandpunkt, men i allerhøjeste grad såre vore almenmenneskelige
følelser og begreber”. Men hvis de konservative ville tage over, hvor
socialdemokraterne af disse grunde måtte slippe, så velbekomme!
Det var en klokkeklar økonomisk trussel imod Flensborg Avis, for de
seneste års erfaringer havde vist, at det ikke uden Stauning lod sig gøre
at samle de fornødne midler til Flensborg Avis’ overlevelse.
Direkte foranlediget af den J.P. Nielsen-von Jessenske bladfejde – og af
andre lignende bemærkninger i danske aviser og mand og mand imellem
– redegjorde Ernst Christiansen i Flensborg Avis den 29. september 1933 i
en stort opsat artikel for sin principielle stilling til nationalsocialismen. Der
er grund til at tro, at denne artikel – med det væsentlige forbehold, at den
i denne form blev trykt offentligt inden for Tysklands grænser – er i overensstemmelse
med det oplæg, Ernst Christiansen holdt (eller skulle have
holdt) på Askov-mødet, og eftersom den rummer en principiel stillingtagen
til nationalsocialismen, er der grund til at gengive den in extenso:
“I en tid som denne slår jorden revner, og gode venner kan komme op at toppes.
De nye bevægelser, som rører op i verden, særlig den store omvæltning i Tyskland,
fanger enhver opmærksomhed og får ham til på en eller anden måde at tage
standpunkt. Flensborg Avis, som ikke har haft nogen helt let post, har mødt både
tilslutning og angreb, hvad enhver, der vil noget, er udsat for. Når angrebene i
enkelte tilfælde er satte på spidsen med en ungdommelig bemærkning om, at
Flensborg Avis er blevet nazist-blad, så skal det ikke tages alt for højtideligt.
Der er visse ting, som det danske grænseblad mener er under dets værdighed
at svare på, men det kan måske være rigtigt engang at sige noget i sammenhæng
om dette forhold.
Bladet har hævdet sin stilling, mens de fasteste tårne i tysk politik faldt, mens
det ene million-parti efter det andet og deres presse opgav deres særstilling. Alligevel
skulle det være overflødigt at sige, at det danske grænseblad hele tiden
har tolket sin egen overbevisning og efter pligt og samvittighed har arbejdet for
det danske folks tarv. Selvfølgelig har bladet ikke taget standpunkt til indre tyske
anliggender, men det har hele tiden været Flensborg Avis’ opfattelse, at dansk tarv
ville være bedst tjent med, om ikke det danske grænseblad alene optrådte neutralt
over for omvæltningen og den nye indre ordning i Tyskland, men også den
danske presse i det hele taget pålagde sig en vis tilbageholdenhed.
Imidlertid indvendes der, ikke helt uden føje [fremhævet af forf.], at den underretning,
bladet giver sine læsere med hensyn til stillingen i Tyskland, bliver noget
ensidig når kun det gode meddeles, kun kærnen fremhæves i de nye tanker og
forholdsregler. Det er en virkelighed, som bladet ikke råder for [fremhævet af forf.], og
indvendingen er heller ikke helt rigtigt formet, thi det er ikke kun det gode, der
meddeles, men i korthed meddeles de udtalelser, der fremsættes, de foranstaltninger
der iværksættes, og når den danske folkeoplysning, den danske offentlige
menings selvstændighed er rost så mange gange, så må der vel være så megen
dømmekraft hos danske læsere, at de kan danne sig en egen opfattelse uden pegepind.
At ikke alle de sensationshistorier meddeles, som er fremkomne i den udenlandske
presse, er ikke noget stort tab. I alt fald er så mange af dem gendrevne, at
det har været en noget flov historie for de blade, som har slået dem alt for stærkt
op. Og den private retsforhandling i London om rigsdagsbranden mindede om
ordsproget: Megen skrig og lidt uld.
293