hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ket for hele den danske mindretalsbevægelse, men tillige under hensyn
til den store og snarest forøgede nationalistiske aktivitet der fra tysk side
øves i grænsekampen både syd og nord for grænsen, tillader jeg mig at
udtale håb om, at det må lykkes Statsministeriets udvalg af 17. marts 1932
at finde udveje til, at det fornødne beløb kan skaffes til veje”. 104 Flensborg
Avis var efter konsulens mening et vigtigt led i det danske grænseforsvar
og en kontravægt i forhold til hjemmetyske grænserevisionskrav.
Til J.P. Nielsen skrev konsul Lauritz Larsen næsten besværgende den
12. december 1932: At “lade bladet falde, kan Danmark ikke forsvare.
Det ville for hele vort mindretalsforsvar betyde et slag, som aldrig ville
kunne oprettes. Du skrev i dit brev, at du også havde denne sag for øje,
og jeg sætter da min tro til, at det må lykkes dig også at finde udveje og
hjælp”. 105
Konsulen i Flensborg gjorde altså alt, hvad han kunne for at hjælpe
Flensborg Avis. Men der var delte meninger om sagen inden for det diplomatiske
korps: Den danske konsul i Hamborg, Marinus L. Yde, skrev
“privat og fortroligt” den 22. december 1932 til direktøren for Udenrigsministeriet,
kammerherre H.A. Bernhoft: “I en stor tid havde Flensborg
Avis en national opgave, der blev løst fyldestgørende, men epoken er til
ende. Tilbage er en avis, hvis opgave syd for grænsen er begrænset, og
som nord for grænsen ikke har noget ærinde. Spørgsmålet er da, om opgaven
som mindretalsorgan i Flensborg ikke kunne løses lige så tilfredsstillende,
selv om bladet blev lagt om på en sådan basis, at det kan gå
rundt”. Yde mente nok, at bladet kunne administreres billigere, men det
vigtigste var, at man skulle gøre sig klart, “om man har råd til og om man
tør binde sig for en uoverskuelig periode til understøttelse af bladet, som
i årenes løb kan blive til mange penge og som indeholder andre risikomomenter
end pengene”. Det forekom Yde, at …
“...udenrigstjenesten ikke kan betragte denne sag fra et understøttelsessynspunkt,
men må bedømme den i tjenestens egenskab af politisk organ. Når staten understøtter
et sådant dagbladsforetagende indenfor en fremmed stormagts landegrænser,
ligger det jo klart for dagen, hvilken kritik man udsætter sig for, og man må
regne med, at stormagten som repressalieforanstaltning kunne begynde at understøtte
blade på dansk grund. Hvis understøttelsen skal fortsættes, bør det derfor
efter min mening ikke være for statens, men for private penge. I det lange løb kan
det ikke skjules, hvem der dækker underskuddet. Det er også et moment, som må
tages i betragtning”. 106
Marinus Yde, der under Første Verdenskrig som leder af Udenrigsministeriets
Pressebureau havde kørt den danske presse meget stramt 107 , stod
– som det skulle vise sig – ikke helt alene med dette synspunkt, som også
var i fuld overensstemmelse med den traditionelle danske udenrigsministerielle
forsigtighed, når det gjaldt Tyskland. På et notat i Udenrigsministeriet,
dateret den 11. januar 1933, står anført, at der “utvivlsomt ikke vil
blive ydet noget tilskud”. 108 Det samme skrev chefen for Udenrigsministeriets
politisk-juridiske afdeling, minister Axel Nørgaard, den 14. januar
1933 til Lauritz Larsen: Man havde “underhånden” erfaret, at det kunne
159