hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

kun den ene side af forholdet – bro-siden. Den anden side var fronten –
det ældgamle fjendskab, en stædig fastholden af danskheden og en sejg
modstand mod de fremmedes overgreb. Dette stod at læse i hvert eneste
blad af Danmarks historie – og da ikke mindst i A.D. Jørgensens egen 40
fortællinger af fædrelandets historie. Sønderjyllands tilblivelse var knyttet til
anlæggelsen af Dannevirke og forsvaret af sydgrænsen. Kampen var ofte
bragt til tavshed, ja tilsyneladende døet hen og ophørt, men atter og atter
var den blusset op igen, stadig med den samme oprindelige kraft, senest
i A.D. Jørgensens samtid fra 1840’erne og fremefter. Sønderjylland havde
ikke blot været en folkebro mellem nord og syd, men en mægtig dæmning
mod “det uhyre folkehav i syd”.
Ifølge A.D. Jørgensen var Sønderjyllands særlige historiske opgave
den, på én gang at være “formur” mod tyskheden, årvågen grænsevagt
og organ for den mest umiddelbare påvirkning, den fyldigste forståelse
af det fremmede. Snart var den ene del den fremherskende, snart den anden.
5 Men det var ikke noget enten-eller; det var et både-og. Det var netop
ikke front eller bro, men front og bro, en syntese af to tilsyneladende modsætninger.
A.D. Jørgensen brugte ikke lige akkurat dette ordpar, men andre,
der dækkede det samme.
Tanken var egentlig blevet formuleret allerede tidligere af Christian
Paulsen i 1832 6 , men de mellemliggende konflikter og krige havde skubbet
bro-delen i baggrunden, og den blev først fundet frem og genformuleret
i 1880’erne. Det var nu indtil genforeningen i 1920 fortsat fronten mod
tyskheden og den danske selvhævdelse i Sønderjylland, der stod øverst på
dagsordenen. Der var af naturlige årsager ikke megen brobygning i Flensborg
Avis i redaktør Jens Jessens tid. Jessen havde for eksempel i 1880’erne
meget skarpt afvist den “europæiske” kulturpolitik, som den del af Venstre,
der samlede sig om Viggo Hørups Politiken, havde stået for, og som
blandt andet kom til udtryk i den senere nobelpristager i litteratur Karl
Gjellerups værker. Gjellerup kaldte sig ligefrem for germanernes lærling.
Disse kredses begejstring for tysk kultur (og dertil hørende skarpe kritik
af dansk kultur) betegnede Jessen med foragt som “hjemmetyskeriet
i København”. Thi så længe dansk kultur blev underkuet i Sønderjylland,
så måtte efter Jessens mening enhver sand dansk vende ryggen til den
kultur, der kom fra undertrykkerne – Tyskland. Jessen var ikke fjende af
tysk kultur som sådan, men indtil Nordslesvig var blevet genforenet med
Danmark, så var enhver form for venskab eller tilnærmelse, politisk og
kulturelt, mellem Danmark og Tyskland umulig. Opfyldelsen af Paragraf
5 var den betingelse, der ikke kunne forhandles om. 7 Men Jens Jessen var
ikke nogen forbenet, dansk-nationalistisk tyskerhader, således som han
ofte blev fremstillet, både fra tysk side og af hans politiske modstandere i
Danmark.
Efter genforeningen af Nordslesvig med Danmark i 1920 var situationen
forandret radikalt. Ernst Christiansen måtte, som allerede anført,
indrette sin politik anderledes, end Jessen havde gjort. Men først i slutningen
af 1920’erne tog Ernst Christiansen tanken om Sønderjylland som
“front og bro” mellem Danmark og Tyskland til sig og gjorde den til sin
80