hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

sin halve ret eller mindre. Dette sidste ville fremkalde tysk mistro, man
ville deri se en tilkendegivelse af, at vedkommende ikke selv stolede på
sin ret”. i 1920 “turde eller ville” H.P. Hanssen ikke tage imod en folkeafstemning
i hele Sønderjylland, “så at sige gå ud på arenaen og tage en
kamp på liv og død, en kamp med fuld indsats, en kamp som efter vort
skøn netop ville have bevirket, at det danske folk havde taget sig sammen
i langt højere grad, end tilfældet blev, at vi havde undgået de triste fremtoninger
med bitter indre strid, at vort folks kraft havde midtsamlet sig
om i dette livtag at bjærge så meget som muligt af det på grund af danske
brøst og tysk erobring omstridte land”. 27
Denne redegørelse, der er skrevet i 1934, viser, at Ernst Christiansen
fortsat tænkte i offensive baner, men den viser også hans manglende realitetssans:
i 1934 havde de ca. 25.000 hjemmetyskere i nordslesvig igennem
de seneste år gjort helvede hedt for Danmark, og efter fjorten år under
Europas frieste mindretalsforhold var de aldeles ikke – på trods af
deres formentlige danske afstamning – blevet danske. Ernst Christiansen
syntes slet ikke at skænke det en tanke, hvorledes et tysk mindretal på ca.
300.000 mennesker ville have påvirket forholde ne i et dansk Slesvig, eller
blot hvor megen mere uro de allerede rigeligt urolige hjemmetyskere
ville kunne lave med et rygstød på de ca. 60.000 flere tyskere, som bare
en indlemmelse af Flensborg ville have givet. Det er samtidig temmelig
inkonsekvent, når han samtidig anfører, at han da ikke, således som
H.P. Hanssen og andre, havde forventet, at tyskheden ville forsvinde fra
nordslesvig let og smertefrit. Det er som om, Ernst Christiansens realitetssans
ope rerede på et helt andet niveau.
Ernst Christiansen vedblev at forfægte det synspunkt, at Slesvig var
urdansk land – og at Danmarks ret til landet derfor gik forud for enhver
ret, som tyskheden kunne tænkes at have. Han forfægtede det endog med
stigende styrke efter 1933. når han fandt grund til at forstærke synspunktet,
hang det først og fremmest sammen med slesvig-holstenernes og det
tyske mindretals forstærkede påstande om det modsatte: At landet og befolkningen
var urtysk, at det var blevet revet ud af det tyske folkelegeme
med magt og list i 1920 og at det nu inderligt længtes efter at komme tilbage
til tyskland. til dette formål fik Ernst Christiansen i 1936 i Claus
Eskildsens Dansk Grænselære er formidabelt våben.
For mindretalsorganisationerne var årene 1934-1937 medlemsmæssigt set
en fremgangstid, og børnetallet steg i de danske børnehaver og skoler. 28
For Flensborgs og Mellemslesvigs vedkommende hang dette formentlig
sammen med, at politisk set hjemløse socialdemokrater og andre med
danske sympatier nu sluttede sig til mindretallet. 29 For de allersydligste
egne hang det derimod sammen med et målrettet opdyrkningsarbejde,
som var påbegyndt på initiativ af grænseforeningen i sidste halvdel af
1920’erne. Det gjaldt for de tidligere Dannevirke-folk i grænseforeningen
om at få slettet 2. afstemningszones sydgrænse og afstikke hele det gamle
hertugdømme som arbejdsmark. 30 Dette arbejde blev styret suverænt fra
Danmark og gik helt uden om mindretalsledelsen i Flensborg, der dog
521