hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ikke at ville fortie det for den, den ved allerede nogen besked, og hårde og skarpe
ord, ensidig fordømmelse, et ud fra dansk tarv forkasteligt sensationsjageri, som
gang efter gang viser sig at have løbet med halv vind, gør kun vor ungdom mistænksom.
Alvorlige mennesker siger ikke få steder i Nordslesvig, at der allerede
er fare på færde.
Lad os være saglige og retfærdige udadtil, selv hvor vi naturligt og afgjort
må gå helt andre veje, lad os tage kraftudfoldelsen i det store naboland som en
tilskyndelse til at frigøre vor egen indre kraft og overbevisning. Lad os vise vor
ungdom, hvad det er værd, som dens forfædre har kæmpet for og vundet. Lad
os vise den, hvilket kosteligt klenodie den enkeltes frihed er, når det er en frihed,
som ikke udarter sig til tøjlesløs nydelse, men en frihed under ansvar, som bæres
af viljen til at stræbe fremad og opad, af viljen til at tjene vort folks og menneskeslægtens
tarv. Lad os hjælpes ad, ældre og unge, med at arbejde frem i vort sind
det sønderjyske, det danske, det nordiske, det unge mod til at kæmpe for en ædel
sag.
Flensborg Avis følger sin linje i den overbevisning, at den fyldestgør sin opgave
i sit folks tjeneste ved at styrke fronten og midt i tidens malstrømme ikke at aflade
med at bygge bro.
Vi vil regne med virkeligheden, så hård og ubarmhjertig som den er, men vi
vil fastholde en usvigelig tro på vort folk”.
Ernst Christiansen fastslog her indledningsvis, at Flensborg Avis som følge
af diktaturet ikke kunne tale ganske frit om den indre udvikling i Tyskland,
men at den i spørgsmålet om nationalsocialismens ideelle kerne gav
udtryk for sin inderste overbevisning. Avisen havde fremhævet de danske
og nordiske værdier, herunder folkestyret og folkefrihed, og arbejdet
for at styrke disse. Uenigheden gik på, hvorledes disse værdier skulle
værnes – og hvori værdierne bestod (“hvad der har rod i det danske folkesind”).
Flensborg Avis mente, at der var meget at lære af nationalsocialismen,
nemlig oprydning i “kontorknirkeriet”, “midtsamling af vilje, af
national selvhævdelse, af lydhørhed for opgaven i grænseegnene” samt
offervillighed. Det danske folkestyre kunne reddes, ved at frigøre det for
de “brøst”, der havde fældet det i andre lande. Der skulle altså – med
J.Th. Arnfreds ord – måske “skalles” noget fra, nemlig individualismen
og egoismen. Når det danske folkestyre således var frigjort fra sine brøst
og havde genfundet sin idealisme, så var den tiltrækning, som nationalsocialismen
øvede på navnlig unge mennesker, derved afbødet. At give
ensidig negativ og forkert oplysning om nationalsocialismen, således som
andre danske aviser gjorde, virkede stik modsat på de unge; den gjorde
blot nationalsocialismen endnu mere tiltrækkende og øgede deres mistro
til demokratiet.
Hvorvidt Ernst Christiansen så rigtigt på spørgsmålet om nationalsocialismens
formentlige tiltrækning på de unge er forresten et åbent spørgsmål.
Blandt de unge i det danske mindretal i Sydslesvig var der faktisk
utilfredshed med de gamle i ledelsen, der ikke viste initiativ og fasthed
nok, og med Flensborg Avis, hvis standpunkter og holdning man fandt for
eftergivende. 115 Men en kendsgerning er det, at nationalsocialismen opnåede
nogen tilslutning i Nordslesvig – og under alle omstændigheder stærkere,
end i resten af Danmark.
296