hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

politisk frihed. Faren ved de yderligtgående, totalitære partier – til hvem
Ernst Christiansen regnede nationalsocialister, fascister og kommunister
– var, at de alle ville afskaffe de hævdvundne liberale frihedsrettigheder,
som de foregående slægtled havde kæmpet for og som også for ham var
værdifulde. Danmark måtte følgelig undgå at komme ud i tyske tilstande
med de politiske risici i form af politisk ekstremisme, som dette indebar.
Men der var også elementer i nationalsocialismen, der tiltalte Ernst
Christiansen og Jacob Kronika, og som de ganske uden tvang lod komme
til orde i avisen. Nationalsocialismen havde tilsyneladende samlet det
tyske folk, hvis ungdom nu i begejstring tog fat på at genrejse Tyskland.
Dette førte til, at Ernst Christiansen fra april 1933 lod flere af sine forbehold
mod nationalsocialismen falde, og både han – og navnlig Kronika
– begyndte at se mere positivt på den nye bevægelse. Ernst Christiansens
idealer om national vækkelse og genrejsning fik ham fra 1933 til at se hen
til den tyske nationalsocialisme efter inspiration.
Ernst Christiansen plæderede for en midtsamling af kræfterne; han så
en frivillig dansk samlingsregering af de fire store partier som et middel
mod krisen. Først når alle nationens kræfter gik sammen om at løse alle
nationens problemer, ville landets ledere leve op til Ernst Christiansens
politiske idealer. National samling ville i sig selv løse problemerne. Ved
en sådan fremgangsmåde ville Danmark kunne blive et forbillede for
alle verdens nationer – også for Tyskland. Hvordan Ernst Christiansen
forestil lede sig denne midtsamling gennemført i Danmark er et vanskeligt
spørgsmål. Det lader til, at han forventede, at dette nærmest ville ske af
sig selv, når først den danske folkeånd var blevet vakt til dåd og viljen til
folkefællesskab udviklet i folket og partierne. Det ville – måske – indebære
en afskaffelse af partierne, men det kunne også være tilstrækkeligt, hvis
partierne optrådte mere konsensussøgende og med sigte på helhedens vel.
Det er dog værd at bemærke, at han mente, at den nødvendige midtsamling
i grunden allerede var længere fremme i Danmark end i Hitlers Tyskland.
En midtsamling i Danmark kunne således udmærket ske under socialdemokraten
Thorvald Staunings ledelse. Hovedsagen var, at den regering,
der kom ud af midtsamlingen, prioriterede de nationale opgaver
i grænselandet – og naturligvis det militære forsvar. Så var det i grunden
mindre væsentligt, hvilken partifarve regeringen havde. Der går således
en lige linje fra Jens Jessens politiske forestillingsverden i 1880’erne og
1890’erne til Ernst Christiansens i 1930’erne.
Ernst Christiansens reaktion på nationalsocialismen var mere i slægt
med dele af den danske højskolebevægelses end med nogen anden politisk
gruppering i Danmark: Nationalsocialismen skulle inspirere til at
forny den danske folkeånd og til at finde ind til den danske nations inderste
værdier. Navnlig lå Ernst Christiansens reaktion tæt på den tankegang,
som Askov-læreren C.P.O. Christiansen og hans meningsfæller stod
for. Begge vedkendte de sig direkte inspiration fra hinanden. Flensborg
Avis’ positive syn på elementer af nationalsocialismen skyldtes således
ikke påvirkning fra avisens tyske omgivelser – men derimod dens tætte
forbundethed med samtidige strømninger i dansk åndsliv og samfunds-
977