hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

medføre en lukning. Ernst Christiansen ville i givet fald stå med et medansvar
for en sådan forholdsregel. Trak han sig derimod tilbage i god ro
og orden, ville denne trussel blive ophævet. Den 8. juli 1940 tog han derfor
sin afsked.
Under normale omstændigheder ville den danske opinion have kunnet
mobiliseres med et heldigt resultat. Men besættelsen af Danmark havde
ændret situationen radikalt; den danske presse var kneblet, den danske regering
kæmpede for ikke at blive erstattet af et mere eller mindre nazistisk
diktatur, der gik kraftige rygter om en grænseflytning og begivenhederne
på vestfronten gjorde tyskerne sejrsberuste. Der var ikke længere rum for
en dansk aktion til fordel for Flensborg Avis, og de lokale slesvig-holstenske
nazister havde tilsyneladende frit spil. Hen imod efteråret 1940 ændrede
stillingen sig imidlertid atter, og der udkrystalliseredes i det tyskdanske
besættelsesarrangement en modus vivendi, der medførte, at det
også fra central tysk side – og da i ganske særlig grad i Auswärtiges Amt,
igennem hvilket besættelsen af Danmark blev administreret – blev opfattet
som ønskværdigt og nødvendigt at forsøge at undgå ethvert unødvendigt
tiltag, der kunne medføre en dårlig stemning i Danmark og dermed ringere
udsigter til et gnidningsfrit besættelsesarrangement. Det er efter al
sandsynlighed i dette forhold, man skal finde årsagen til, at Flensborg Avis
på trods af alle omskiftelser overlevede krigen ud.
Fra 1940-1941 mistede Kronika fodfæste i Propagandaministeriet og
det blev vanskeligere at komme igennem med klager. Mulighederne for
at bringe ikke-ensrettet stof blev yderligere indskrænket i 1942, og herefter
var Flensborg Avis så tæt på at være ensrettet, at der herefter ikke blev
anledning til påtaler. Med det p.g.a. papirrationering stadigt skrumpende
format blev der desuden så meget mindre plads til afvigende stof, at
chancerne for at støde nogen formindskedes.
Når Flensborg Avis trods alt undgik den totale ensretning, skyldtes det
ikke, at avisen ved taktisk dygtighed førte de tyske myndigheder bag lyset
– eller om man vil: “narrede” dem til at give indrømmelser af den ene
eller den anden art. Flensborg Avis havde i dette – som Kronika kaldte det
– spil midt i fjendens lejr – en modspiller, der kendte alle reglerne og alle
knebene og sad med alle trumferne –, men som også var villig til at lade
det danske mindretal spille med, så længe det var til gavn for tyske interesser.
Men hvis man på Flensborg Avis troede, at man ved at spille med,
ved at udvise den yderste loyalitet, kunne erhverve mindretallet ret til at
leve et liv som dansk i sin sydslesvigske hjemstavn også efter en tysk sejr i
verdenskrigen, så tog man alvorligt fejl. Det var ikke et spil, i hvilket man
kunne vinde retten til sit liv. Spillet ville i tilfælde af tysk sejr i krigen også
ende med et dansk nederlag i Sydslesvig. Der ville ikke være plads til
nationale mindretal, selv ikke de germanske, i Hitlers tusindårsrige. Men
at nægte at spille med var ikke nogen mulighed. Så længe mindretallet
spillede med, overlevede det.
IV. Flensborg Avis som holdningsavis
Ernst Christiansens nationale og politiske holdninger blev grundlagt
972