hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

om Mein Kampf, i hvilke han bl.a. havde fremhævet Hitlers ord om, at det
var vanvid at stræbe efter at genoprette grænserne fra 1914. De havde begge
tolket denne udtalelse som “glædeligt for Tyskland selv og for alle andre
lande, at her kommer – med Hitler – endelig engang en tysk politiker, oven
i købet en national og dynamisk politiker, der som noget af det nye vil lære
det tyske folk at begrænse sig, at nøjes med sit eget, med tysk territorium og
tyske mennesker, at leve og lade andre leve”. Men dette var en fejltagelse,
erklærede Kronika: “Hitler, Rudolf Hess, Alfred Rosenberg o.s.v. har ment
og mener noget ganske andet. Man vil ikke genoprette de gamle rigsgrænser
fra 1914. Men kun af den grund, at de er alt for snævre. Nazisterne vil oprette
et rige, hvis grænser når langt ud over de grænser, der bestod i 1914. De vil
magt langt ud over, hvad der nogen sinde før har bestået i et af historiens
tyske riger”. De havde altså taget fejl; der kunne ikke blive tale om nogen
modus vivendi, “jo mere jeg her i Berlin er kommet i kontakt med jøder, med
folk fra bekendelseskirken og med katolikker, des mere er det blevet klart
for mig, at nazismen drives frem af rystende dæmoner. Det drejer sig om
sataniske kræfter, der er sluppet løs”. Ernst Christiansen mente, at der ikke
var andet at gøre end at tage en dag ad gangen og fortsætte med at “leve og
stride for det, der er vort eget”. Samvittighedskvaler over at spille et sådant
skjult spil var der ikke noget at gøre ved: “Har vi taget fejl, så må vi korrigere
kursen og sige, som tyskerne siger, nun erst recht!” 79
Dette er for så vidt de samme tanker, som Ernst Christiansen havde udtrykt
i lederen: Er det tyske folk stort nok til at begribe andre folks ret:
Quo vadis, Germania? Men spørgsmålet er, om ikke denne samtales konklusioner
i Kronikas gengivelse fra 1957 alligevel bærer stærkt præg af
efterrationalisering. I de samtidige udtalelser er der i hvert fald intet, hverken
i offentlige eller private udtalelser, der tyder på, at man ikke fortsat
nærede håb om at opnå en modus vivendi med dette nye Tyskland; det var
altså endnu ikke i august 1937 afskrevet som Satans værk, således som
Kronika gav udtryk for i 1957. Bl.a. skrev Ernst Christiansen i den første
ledende artikel efter samtalen, den 29. august 1937, direkte, at der “med
nogen god vilje” hos danske og tyske i grænselandet kunne “nås et tilfredsstillende
indbyrdes forhold, en modus vivendi under gensidig respekt,
som engang kan føre til, at begge folk synes, de har gjort så gode
erfaringer hermed, at denne tilstand må gøres varig, idet de årsager til
utryghed, der endnu måtte være tilbage, fjernes”.
Og Kronika fremhævede i et interview med Nationaltidende, bragt den
28. august 1937, tvært imod, at Berlin ønskede fred ved grænsen. “Jeg har
gang på gang hørt betydende officielle personligheder i Berlin udtale det
ønske, at kampen mellem danske og tyske i Slesvig mere og mere måtte
blive befriet for bitterhed og skarphed”. Berlin havde nu godkendt løsenet
front og bro. De grænsetyske kredse, der hidtil havde holdt fast ved
grænserevision, hvilket jo “kun kan begrundes med angreb på den danske
nations soleklare ret”, måtte efterhånden komme til fornuft. “Vi danske
slesvigere må være optimister [fremhævet af forf.] og håbe på, at en rigtig
indstilling fra vor side efterhånden vil fremme det rette syn og den
rette forståelse hos de nationale modstandere, der hidtil ikke har forsonet
609