hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

“Når det danske folk vil sikre, hvad det har vundet i en lang, jævn og god udvikling,
og fortsætte denne uden store spring, så er det nødvendigt, at det i en ny
samling fornyer sin indre kraft. Så er tiden ikke til at uddybe indre skel, til at gå
op i gamle skærmydsler. Når, som rimeligt er, de danske partier opretholdes som
brugelige redskaber, så bliver det i hvert fald nødvendigt at uddybe deres saglige
linje i stedet for at leve på modsætningsforholdet til andre partier. Når man erkender,
at det er nødvendigt for det danske folk at styrke det indre samarbejde,
at få en samling om det væsentlige, at skabe en helhed af dansk åndsmagt, så må
også følgeslutningerne drages”. 22
Men springet fra den nuværende danske styreform og til den ideelle tilstand
var ifølge Ernst Christiansen egentlig ikke så frygteligt langt, og der var
visse ting, som ikke måtte mistes undervejs. Der havde været god mening
i det danske folks udvikling, og det fyldestgjorde en særlig bestemmelse i
verden. Dansk politik og parlamentarisme var desuden fri for andre landes
hadefulde modsætninger og trods partistriden viste den danske styreform
i det lange løb en afbalancering. 23 Det var dog tydeligt, at Ernst
Christiansen så parti- og klassedelingen i sig selv som en uheldig tilstand,
der i bedste fald virkede hæmmende på nationens iboende kræfter – som i
Danmark under forfatningskampen i slutningen af det 19. århundrede og
under afstemningskampen 1918-1920, og i værste fald – som i Tyskland
1930-1932 – kunne føre til næsten borgerkrigslignende tilstande. Partier,
kævl, kritik og tvivl skulle ideelt set afløses af ét helt folk i fest, ét sind, én
vilje. Idealet var et samfund, hvor klasserne ikke trak i hver sin retning,
men hvor alle folkets forskellige lag samlede kræfterne om “det væsentlige”
– d.v.s. i Ernst Christiansens verdensbillede om de nationale opgaver
i grænselandet.
Ernst Christiansen gav lige som Jens Jessen i 1880’erne og 1890’erne
nationale svar på sociale spørgsmål, ja, på alle politiske spørgsmål. Han
levede på mange måder i en urealistisk, apolitisk drømmeverden, der
næppe er utypisk for den måde, hvorpå et nationalt mindretal, der skal
favne alle samfundslag og alle politiske retninger, må indrette sig.
Hvordan Ernst Christiansen forestillede sig denne midtsamling gennemført
i Danmark er et vanskeligt spørgsmål. Det lader til, at han forventede,
at dette nærmest ville ske af sig selv, når først den danske folkeånd var
blevet vakt til dåd og viljen til folkefællesskab udviklet i folket og partierne.
Det ville – måske – indebære en afskaffelse af partierne, men det kunne
også være tilstrækkeligt, hvis partierne optrådte mere konsensussøgende
og med sigte på helhedens vel. Det ville også indebære, at vælgerne ophørte
med at stemme efter egne interesser og tog sigte på helheden. Et mildt
sagt optimistisk projekt, som også Arne Sørensens Dansk Samling senere
tumlede med. Heller ikke Dansk Samling undsagde for alvor demokratiet
– men nok “partistyret”.
Der var en meget betydelig grad af inkonsekvens i Ernst Christiansens
tankegang, når han på én gang både kunne anbefale ensretning (“midtsamling”)
og tale om individets frihed som et umisteligt gode. Det er på
samme måde som med “front og bro” et forsøg på at skabe en syntese
mellem tilsyneladende modsætninger. Det er dog værd at bemærke, at
264